Gå til hoved-indhold
08. januar 2024 - kl. 00.01

René Gerrick: Selvfølgelig kører jeg Østre Gasværk videre med nye drenge

  • 1 af 1
    René Becker Gerrick (siddende) er ude af Østre Gasværk, men han hævder, at han ejer rettighederne til navnet. Han vil snart præsentere de nye folk i Østre Gasværk.
Af: Michael Frederiksen

Det populære kopiband Østre Gasværk skifter forsanger, men den nu tidligere forsanger, René Becker Gerrick, laver et nyt band og hævder, at han ejer rettighederne til navnet Østre Gasværk.

Forvirringen er stor, når det gælder Østre Gasværks fremtid, for hvem ejer retten til navnet?

- Jeg har patent og ejer navnet, hævder René Becker Gerrick, den karismatiske forsanger, som nu er tidligere frontfigur i Østre Gasværk.

Det vil sige det oprindelige Østre Gasværk, men René Becker Gerrick påstår altså, at de resterende bandmedlemmer ikke kan kalde sig Østre Gasværk.

Men det gør de, og her følger deres forklaring:

- Kan man eje navnet på en bygning i København?, spørger Lars Samuelsen.

Så sent som i går skrev Østre Gasværk på Facebook: "Østre Gasværk er i øvelokalet, finpudser tonerne og gør sig klar til scenen. De første datoer for 2024 frigives inden længe". Bandets nye forsanger hedder Dennis Otte Nielsen.

Under logoet har de tilføjet dette slogan: "Vogt dem for efterligninger..."

Det er taget fra Kim Larsens plade, "Starfuckers".

- Ny forsanger og nyt slogan. Vi er et kopiband, deri det sjove, siger Lars Samuelsen.

Begge parter ønsker i deres kommunikation tydeligvis at besvare respekten for hinanden.

- De har været en del af mig i 28 år, så naturligvis skal der være en god tone. Grunden til opløsning ligger også hos mig. På godt og ondt. Men ja, de er nogle gode drenge, som prøver nye udfordringer, men selvfølgelig kører jeg Østre Gasværk videre med nye drenge, fastslår René Becker Gerrick.

Han oplyser, at hans nye besætning i Østre Gasværk snart er klar med en ny Facebook-side.

- Det vil være Østre Gasværk, som I kender, blot med nye smukke dejlige kollegaer. Vi har samme arrangører samt bookingbureauer og flere til. Forvirret. Det forstår jeg. Men det giver mening meget snart, lover René Becker Gerrick.

I en kommentar på Facebook fastslår René Becker Gerrick:

- Jeg er Østre Gasværk.

Han vil i øvrigt ikke have noget imod, at hans gamle band skifter navn til eksempelvis Østre Gasværk 2.0.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...