Populær badebro på Rønnerhavnen skal have en kærlig hånd efter stormen Pia
Den forhøjede vandstand efter stormen Pia har været hård ved den populære badebro på Rønnerhavnen i Frederikshavn, og vandet har stået rekordhøjt oppe på Palmestranden.
Som forventet var stormen Pia en mild én af slagsen i denne del af landet, men fredag har den forhøjede vandstand vist tænder i Frederikshavn.
Badebroen på Rønnerhavnen, som er særdeles populær hele året rundt, er gået i stykker. Stålkonstruktionen er intakt, men træpladerne lå fredag formiddag hulter til bulter.
Flere forbipasserende overvejede at samle træpladerne sammen, men bølgerne stod ind over molen.
På Palmestanden er kasserer i Palmestrandens Venner, Michael Nielsen, vant til, at vandet når helt op til klitterne, når det stormer.
Pia har dog alligevel - med Michael Nielsens ord - skabt en rekord.
- Vi har aldrig før oplevet, at vandet har stået 16 meter oppe på tilgængelighedsstien, fortæller han.
Bortset fra denne rekord er alt, som det plejer på Palmestranden, når Danmark rammes af storm.
På Neppens Havn står vandet ligledes meget højt, og her er der også nogle plader på badebroen, som nu er løse.
Som det fremgår af billedet, står vandet ligeledes højt i Sæby. Her er en badebro under vand.