Overskud på 466.000 kroner i årets Stafet For Livet Frederikshavn
Stafet For Livet sender 466.000 kroner videre til Kræftens Bekæmpelse. 459 personer fordelt på 25 hold deltog i årets Stafet For Livet Frederikshavn den sidste weekend i august. Det er lidt færre end sidste år, men ikke desto mindre lykkedes det Stafet For Livet at generere et større overskud i år.
Helt præcis lyder overskuddet af årets stafet på 466.000 kroner mod 429.000 i 2023.
Overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse, og 10 procent er øremærket til lokalafdelingen i Frederikshavn Kommune.
Siden starten i 2009 har Stafet For Livet Frederikshavn nu i alt samlet 5,7 millioner kroner ind.
Formand Alice Christiansen er begejstret over den fantastiske opbakning, stafetten har fået i år – både fra trofaste sponsorer og utrættelige frivillige.
- Der var en uovertruffen god stemning på pladsen i år – tak til alle holddeltagerne for at bidrage med begejstring og godt humør, siger Alice Christiansen.
Deltagerne i årets stafet på Knivholt har efterfølgende haft mulighed for at evaluere stafetten, og ifølge Camilla Rosenkilde Collins, konsulent i Kræftens Bekæmpelse, var der stor tilfredshed med årets stafet og mange skulderklap til arrangørerne.
Indretningen af Dyrskuepladsen, hvor teltene var rykket tættere sammen og gjort mere intim, får stor ros, og Knivholt Hovedgaard, hvor også Østre og Vestre Lade var i brug, viste sig igen at være en perfekt ramme for stafetten. Årets lysceremoni blev rykket ind i Vestre Lade, da det trak op til kraftigt regnvejr sidst på eftermiddagen, og det fungerede perfekt.
En del nye tiltag på programmet viste sig også at være vellykkede. Flere af kommunens foreninger stillede op og bidrog med aktiviteter i løbet af lørdagen.
Samarbejdet med Sportstiming og Rico Eiersted fra Coast2Coast, der lokkede flere motionsløbere med som deltagere og sørgede for tidtagning/rundetælling af alle deltagerne, får også masser af ros fra deltagerne.
Fighterne i de gule T-shirts er alle personer, der er eller har været ramt af kræft, og flere af fighterne giver udtryk for, at de oplever et stærkt fællesskab, at de føler, de er med til at gøre en forskel mod kræft, og at der er plads til at udtrykke svære følelser og snakke om det, der er svært.
Alice Christiansen, energisk og hyperaktiv formand for Stafet For Livet Frederikshavn gennem de seneste fem år, har valgt at stoppe, så stafetten skal finde en ny formand.
Et par af de øvrige frivillige i styregruppen har ligeledes valgt at stoppe, så Stafet Livet Frederikshavn skal i gang med et generationsskifte og finde nye frivillige tovholdere, der vil være med.
Har du, eller kender du nogen, der kunne være interesseret i at medvirke i styregruppen, så kontakt stafetkonsulent Camilla Rosenkilde Collins, 53 19 08 56, crc@cancer.dk og få en uforpligtende snak om konceptet.
Næste års stafet finder sted 30.-31. august 2025.