Gå til hoved-indhold
20. august 2024 - kl. 09.08

Ny uddannelse: Kursister skal hjælpe psykisk sårbare gennem egne erfaringer

  • 1 af 1
    Peer-uddannelsen i Frederikshavn består af et 13-ugers undervisningsforløb, som foregår i lokaler på den tidligere Hånbækskolen.
Af: Michael Frederiksen

I Frederikshavn Kommune har otte kursister netop haft "første skoledag" på en ny uddannelse, der skal uddanne kursisterne til at hjælpe psykisk sårbare gennem egne erfaringer.

- Jeg kan dele erfaringer, styrke og håb med dem, der kæmper med psykisk sygdom. Jeg har ikke læst mig til det, men jeg har selv været der, og derfor kan de spejle sig i mine erfaringer. Jeg vil gerne give dem et håb om et bedre liv uden de smerter, en psykisk sygdom giver.

Sådan siger Jimmy Jensen, der lige har afsluttet første dag på den nye peer-uddannelse, som Frederikshavn Kommune har startet op.

Peer betyder ligesindet eller ligeværdig, og formålet med forløbet er at uddanne kursisterne til at bruge deres egne erfaringer som støtte til borgere, der er psykisk sårbare eller har en psykisk sygdom.

Jimmy Jensen har selv været gennem et alkoholmisbrug og psykisk sygdom med flere indlæggelser i psykiatrien.

- Før var jeg min diagnose, men nu har jeg en diagnose. Det her forløb gør, at jeg vokser og bliver et bedre menneske et skridt ad gangen. Min erfaring gør, at jeg ved, der er en udvej, og det vil jeg gerne give videre, siger Jimmy Jensen.

Peer-uddannelsen i Frederikshavn består af et 13-ugers undervisningsforløb, som foregår i lokaler på den tidligere Hånbækskolen. Derefter begynder en 13 ugers praktikperiode, hvor deltagerne skal øve deres kompetencer i praksis.

- Der er vigtig læring i, hvor meget man skal dele ud af sine egne erfaringer, og hvornår man skal dele dem. Man skal lære at være lyttende, så man får brugt sine egne erfaringer på den mest konstruktive måde over for det menneske, man sidder med. Det er noget af det, peer-deltagerne lærer i forløbet, siger Allan Thiim, der er underviser på uddannelsen.

Allan Thiim har selv erfaringer med psykisk sårbarhed, og det er netop en del af præmissen for peer-uddannelsen, at nogle af underviserne selv har erfaring med det. De andre undervisere er fagprofessionelle.

Det er blot det første hold af peer-kursister, som lige er begyndt. Til januar starter et nyt hold op, og er du interesseret i uddannelsen, kan du læse mere her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...