Mads Søndergaards lægeklinik genåbner onsdag med lægevikar
Klinik Søndergaard på Rådhus Allé i Frederikshavn åbner igen med lægevikar fra onsdag 11. september til torsdag 31. oktober. Det fremgår af lægeklinikkens hjemmeside. Dermed kan klinikkens 2.688 patienter igen komme til læge.
Praktiserende læge Mads Søndergaard orienterede 19. august Region Nordjylland om, at Lægeklinik Søndergaard ophører pr. 28. februar 2025. Ydernummeret overgår til regionen 1. november 2024. Frem til denne dato kan ejer Mads Søndergaard fortsat trække ophøret tilbage eller afhænde klinikken på egen hånd.
Lægeklinikken i Frederikshavn har været lukket over en uge. 3. september skrev Klinik Søndergaard på sin hjemmeside: "Vi opfordrer patienterne til at overveje at skifte læge nu. Vi beklager de gener, det medfører".
Region Nordjylland vil i løbet af september 2024 afdække, om patienterne kan fordeles til de omkringliggende læger. Såfremt dette ikke er muligt, vil regionen sende ydernummeret i annoncering med henblik på at indhente tilbud fra praktiserende læger, som ønsker at drive klinikken videre på almindelige overenskomstmæssige vilkår. Kan ydernummeret ikke afhændes i forbindelse med annonceringen, vil der blive etableret en regionsklinik.
- Ingen skal være nervøse. Vi følger op på situationen. Patienterne skal nok få direkte besked. Heldigvis er der flere og flere uddannede læger, som viser interesse for at være læge i vores område, siger regionsrådsmedlem Kirsten Morild Andersen (A), som kommer fra Frederikshavn og er medlem af Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen.
Her drøftede medlemmerne situationen med Lægeklinik Søndergaard på et udvalgsmøde i onsdags.
Administrationen i Region Nordjylland indleder en dialog med Mads Søndergaard i forhold til, om han vil afgive dispositionsretten over ydernummeret inden 1. november, således at administrationen kan iværksætte annonceringen tidligere, hvis dette bliver aktuelt.
Klinik Søndergaard har 2.688 patienter.