Nu efterlyser politiet 68-årig mand fra Frederikshavn internationalt
I håb om et gennembrud i sagen efterlyser Nordjyllands Politi nu 68-årige Tommy Samuelsson fra Frederikshavn internationalt. Han har været væk siden 17. juli.
Nordjyllands Politi har fortsat en åben efterlysning efter den savnede mand, der 21. juli 2024 blev efterlyst i offentligheden. Siden har politiet og borgere søgt efter ham. Uden held.
En pårørende talte i telefon med Tommy Samuelsson onsdag 17. juli kl. 18.04. På dette tidspunkt var han hjemme i Søndergade, tæt på Anne-Mad. Kort før onsdag kl. 19.00 er hans mobiltelefon registreret nordøst for masten i Hobrogade i Frederikshavn.
Politiet ledte intenst efter den savnede mand med adskillige patruljer, politihunde, helikopter med mere, men myndighedernes efterforskningsskridt i sagen er blevet færre og færre i takt med, at der ikke er flere aktuelle spor at forfølge.
Det oplyser efterforskningslederen, politikommissær Michael Karstenskov, leder af Patruljecenter Frederikshavn, der dog understreger, at sagen stadig er verserende - og at politiet reagerer på de oplysninger, som stadig kommer ind fra offentligheden.
- Vi vurderer de informationer, som borgerne sender ind til os. Typisk går de på, at han er set et sted. Nogle sender et billede med, uddyber politikommissæren, som i den forbindelse har en klar opfordring:
- Ser man en person, som, man mener, kan være ham, så ret venligt henvendelse til ham direkte og forhør dig. Den savnede er på ingen måde farlig. Tværtimod er han en meget flink mand.
Nordjyllands Politis seneste efterforskningsskridt i sagen er, at han nu er blevet efterlyst internationalt.
Politikommissæren tror dog stadig mest på, at han fortsat befinder sig i Danmark, idet den savnede ikke er i besiddelse af sit pas. Men det er ikke umuligt alligevel at komme uden for landets grænser uden sit pas.
- Og derfor efterlyser vi ham internationalt i håb om et gennembrud i sagen, siger Michael Karstenskov og tilføjer:
- Det står dog klart, at som tiden går, så bliver vi mere og mere bekymrede for ham. Men vi håber selvfølgelig stadig på at finde ham i god behold.
Tommy Samuelsson har følgende signalement: 180 cm høj, kraftig af bygning og med grå hestehale – muligvis iført sort tøj samt sorte briller.
Oplysninger i sagen skal gå til politiet på telefon 114.