Nedrivning af Plesner-ejendom i Skagen splittede flere partier på byrådsmøde
Der var splittelse i både Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, da Frederikshavn Byråd onsdag aften besluttede at give dispensation til tilladelse af nedrivning af en bevaringsværdig bygning på Holstvej 16 i Skagen, som ejes af den tidligere storfisker Henning Kjeldsen.
23 ud af 29 byrådmedlemmer stemte for at igangsætte en nedrivningsproces. Det betyder, at administrationen skal foretage en naboorientering, hvorefter sagen genoptages.
Seks medlemmer var derimod enige med forvaltningen, som indstillede, at politikerne afventer udarbejdelsen af en ny lokalplan for Skagen by. Det drejede sig om Jens Nygaard (DD), Peter Sørensen (UP), Christina Lykke (SF), John Lamp Henriksen (C), Martin Tøttrup Kelkelund (A) og Susanne Venø (A).
Holstvej 16 ligger ved Plesners Badehotel, og Henning Kjeldsen ønsker at udvide dette hotel i respekt for arkitekt Ulrik Plesner, der har tegnet den bevaringsværdige bygning, som et flertal er klar til at nedrive.
- Jeg tror slet ikke, at vi er færdige med at diskutere denne sag endnu. Det kan ikke lade sig gøre at bygge en kopi. Der er ikke plads, og der
kommer formentlig en masse indsigelser, forudser løsgænger Peter Sørensen, der desuden mener, at der er mange uklarheder i sagsfremstillingen.
Peter E. Nielsen (A), formand for Plan- og Miljøudvalget, forventer derimod ikke en byge af indsigelser.
- En ældre skagbo ringede til mig den anden dag. Han fortalte, at bygningen, som vi nu vil rive ned, er mishandlet. Plesner ville vende sig i sin grav, hvis han så bygningen. I mandags havde vi åbent gruppemøde i Skagen. Der var 65 mennesker. Der var aldrig én, som nævnte nedrivningsprocessen, som vi nu sætter i gang. Vi mener ikke, at bygningen er bevaringsværdig længere på grund af tilbygninger gennem tiden, siger Peter E. Nielsen.
Den udlægning kan partifællen Martin Tøttrup Kelkelund (A) dog ikke genkende.
- Jeg er 99,9 procent enig med Peter Sørensen og hans argumenter. Det er godt, at alle borgere nu bliver hørt, for vi river ikke bare højt bevaringsværdige bygninger ned. Det gør vi bare ikke, pointerer Martin Tøttrup Kelkelund.
John Lamp Henriksen og Peter Laigaard (begge C) stemte for en sjælden gangs skyld ikke ens. Peter Laigaard fulgte flertallet, mens John Lamp Henriksen stemte sammen med mindretallet.
- Vi skal udvikle Skagen med omtanke og i respekt for vores kulturarv, mener John Lamp Henriksen.