Narkosag: 43-årig frederikshavner idømt 13 års fængsel
Den 43-årige frederikshavner Lurifax Jakobsen er mandag formiddag ved Retten i Hjørring blevet idømt 13 års fængsel. Han har indrømmet køb og salg af narko for millioner af kroner gennem flere år og stod til en straf på 16 år bag tremmer, men retten i gav en rabat på tre års fængsel, oplyser TV2 Nord.
675 kilo hash, 53 kilo amfetamin og fem kilo kokain. Så store mængder narko har den 43-årige tilstået, at han har købt og forsøgt at sælge videre. Narkokriminalitet, der ifølge straffelovens paragraffer ville betyde 16 års fængsel, men den dømte slap billigere.
Rabatten hænger sammen med, at Folketinget har vedtaget en lovændring, der trådte i kraft 15. juni, og lovændringen kommer nu den dømte til gode. Retten skal nemlig give rabat i strafudmålingen, hvis det tiltalte tidligt i forløbet har erkendt sig skyldig. Det er sket i sagen fra Frederikshavn mod Lurifax Jakobsen, der i forbindelse med retssagen har skiftet sit tidligere navn, Jonas Tversted, ud, skriver TV2 Nord.
Han har siden anholdelsen i foråret erkendt de faktiske omstændigheder under politiets afhøring, og han gentog sin tilståelse i alle sagens tiltalepunkter i tirsdags, da han afgav forklaring i retten.
Lovændringen er sket for at komme de voksende sagspuklerne ved landets domstole til livs, og en tilståelsessag optager langt mindre tid i retssalene for såvel dommere, anklagere og forsvarere, blandt andet fordi der i tilståelsessager ikke afhøres vidner, der er ingen lægdommere, og der er ingen tvivl om skyldsspørgsmålet.
Hvor meget rabat, en dømt skal have, afhænger af omstændighederne i den konkrete sag, og er op til dommeren at vurdere. I sagen mod den frederikshavnske narkohandler valgte dommeren at give tre års rabat.
Forud for domsafsigelsen havde anklager Bjørn Fogh Sørensen og den 43-åriges forsvarer Jens Christian Christensen procederet for, hvilken rabat de mente, dommeren skulle give. Og det var de ikke enige om. Bjørn Fogh Sørensen mente, at den 43-årige narkohandler kun skulle have 12,5 procent rabat i straffen ved at tilstå, mens forsvareren mente, at hans klient skulle have mindst 25 procents rabat.
Hele sagen mod den nu 43-årige dømte frederikshavner begyndte i foråret. Det skete ved en større politiaktion i Frederikshavn 25. april, som den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) stod bag. Her blev flere adresser tæt på gågaden i Frederikshavn ransaget, og NSK gjorde omfattende fund af narkotika. Den 43-årige var således i besiddelse af ikke mindre end 343,6 kilo hash, 1,6 kilo skunk, 2,5 kilo amfetamin, 600 milliliter THC-olie.
Den store politiaktion fandt sted, efter politiet gennem lang tid havde foretaget overvågning af den nu dømte. Det viste sig, at politiet allerede tilbage i 2020 fulgte med i den 43-åriges narkohandler, som foregik på de hemmelige og krypterede telefonnetværker Encro og Sky.
Netværker, der i følge Ekstra Bladet kostede omkring 15.000 kroner for et halvt års abonnement i 2020, mens telefonen dertil kunne købes for 10.000 kroner.
Den 43-årige nu dømte frederikshavner troede således, han aftalte sine narkohandler i skjul, men politiet havde knækket koden og lyttede med.
Under dæknavnet "Mortaldemon" bestilte og købte den 43-årige frederikshavner tilbage i april 2020 130 kilo hash til en værdi af ikke under 4,5 millioner kroner hos en anden profil på det krypterede netværk.
Ud fra chathistorikken på den 43-åriges Enrco-profil kunne politiet kortlægge, hvordan han havde handlet med narko for store summer. Således havde han over fem gange i april og maj afleveret i alt 4,6 millioner kroner til en eller flere ukendte personer i København, som betaling for 130 kilo hash, skriver TV2 Nord.
Derfor var beviserne stærke mod frederikshavneren, som altså også valgte at tilstå hele sagen.
Det var fransk politi, der lykkedes at knække koderne på de internationale krypterede forbindelser og komme indenfor i det omfattende kriminelle netværk og afsløre narkohandler. Afsløringer, der var med til at fælde den 43-årige frederikshavner og over 1000 andre kriminelle i Europa.
Den 43-årige frederikshavner er dømt skyldig i alle 11 forhold i den omfattende sag om narkotika-handel, ulovlig opbevaring af en pistol og skatteunddragelse.