Gå til hoved-indhold
09. november 2013 - kl. 00.11

Marie Key med charme, selvtillid og krøllet hår

  • 1 af 17
    FOTO: Leif Jensen
  • 2 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 3 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 4 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 5 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 6 af 17
    FOTO: Line Steen Jensen
  • 7 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 8 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 9 af 17
    FOTO: Leif Jensen
  • 10 af 17
    FOTO: Leif Jensen
  • 11 af 17
    FOTO: Leif Jensen
  • 12 af 17
    Øjeblikkets mest populære sangerinde levede op til de høje forventninger, man kunne have til hende. Foto: Helle Hornshøj.
  • 13 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 14 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 15 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 16 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 17 af 17
    FOTO: Helle Hornshøj
Af: Leif Jensen

”Hvis vi rykker tæt-tæt sammen”, lød det i den tredje sang ”Landet”, og jow-jow, den opfordring var man jo nød til at efterkomme denne aften i Det Musiske Hus til efterårets mest ventede koncert. På scenen var nemlig øjeblikkets mest populære sangerinde til endnu en udsolgt optræden. Sådan var det i Frederikshavn, ligesom det er på samtlige af koncerterne på hendes turné rundt i landet her i efteråret.

Nogen gange er det sådan, at forventningernes glæde nu engang er den største. Men med sin charme, selvtillid og det krøllede hår levede Marie Key bestemt op til de høje krav, som man kunne have til hendes besøg i byen. Hun fortalte fra scenen, at hun havde været tidligt oppe. Havde spillet i Struer i går og tidligere på dagen havde været til lydprøve i København inden lørdagens DMA-uddeling af priser og så ellers her op nordpå efter opholdet i hovedstaden. Om hun så var stresset eller ej, kunne man bestemt ikke mærke på hende. Derimod var det tydeligt, at hun ligesom salen nød hvert eneste sekund, og at hun er i sit es, når hun står i spotlyset. 

Selvsamme spotlys, var rettet direkte ud mod den tætpakkede sal, da Marie Key iklædt helt sort og med sin guitar om halsen indtog scenen, som en skygge mod det skarpe lys. Hvad der startede sprødt og skrøbeligt, endte med mere og mere bulder på fra hele to gange trommer i aftenens første sang ”Uopnåelig”.

De to gange trommer styres af henholdsvis Mads Andersen og Hans Hvidberg, mens Marie Keys faste samarbejdspartner i studiet, producer Andreas Sommer, tog sig af keyboard og en totalt lækker guitarsolo i ”På farten”. Men inden da var der tromme-duel i ”Er du okay?”, hvor det mindede lidt om Safri Duo, og hvor man sagtens kunne have kørt den noget længere ud.

Så forsvandt bandet og efterlod Marie Key alene på scenen igen med sin akustiske guitar over skulderen. ”Man er jo heldig hvis man har en far, der er fra Skagen”, ytrede sangerinden sig og fremførte den smukke og meget personlige tekst opkaldt efter byen på toppen. En sang, der er tilegnet hendes far, der ikke længere er i blandt os. Den blev straks afløst af endnu en af de skrøbelige ”Let som en fjer”, stadig mens de andre i bandet fik sig en lille pause.

Så kom de tre øvrige gutter igen ind i spotlyset og der var igen gang i trommerne på ”Et aftalt spil” og ”Ryg mod ryg”, der efterlod en storsmilende Marie Key på scenen. Så fortalte hun om hendes kvaler og planer om, at blive en vaskeægte hiphopper og fremførte L.O.C.- coveret ”Langt ude”. Men den hardcore attitude er vidst nok langt på hylden, da hun har fået smag for de positive kærlighedssange og således præsenterede hun hele tre af slagsen, der samtidig er tre helt nye sange, der lover godt for, hvad der engang bliver officielt udgivet.

Den flotte ”Se nu herhen” blev afløst af den stille ”De her dage”, der var aftenens sidste sang på den planlagte sætliste, og Marie og de andre bukkede og forlod scenen. Men hov, der manglede jo i hvert fald én bestemt sang og salen ville have mere, og selvfølgelig kom aftenens hovedpersoner naturligvis ind på scenen igen.

Første ekstranummer var en af de føromtalte nye sange, nemlig den der hedder ”Fryser med dig”, og derefter så kom den. ”Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud…”, og den kunne samtlige i salen, og der blev dømt fællessang og den klassiske sving med højre arm frem og tilbage i takt til musikken. De store smil var på, da folk havde fået alt, hvad hjertet kunne begære af selskabet med Marie Key. Sådan sluttede endnu en aften i Det Musiske Hus, der endnu engang skal roses for det fantastiske lyd og lys, man kan diske op med i hjertet af Frederikshavn.

Hovedpersonen selv hastede videre, men inden turen gik hjem af for Marie Key, nåede hun lige at sige, at det her var det bedste publikum på turnéen indtil nu.



Sætlisten:

Uopnåelig
Crowd
Landet
Tænker du vi danser
Hun er i byen igen
Stå op
Er du okay?
Skagen
Let som en fjer
Et aftalt spil
Langt ude
På farten
Du er den jeg vil dele alting med
Se nu herhen
De her dage

Ekstranumre:

Fryser med dig
Uden forsvar

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...