Kan White Hawks handle med guldmønter eller Pinocchio-kugler?
Den sportslige ledelse i Frederikshavn White Hawks står over for en vigtig beslutning med hensyn til at sammensætte holdet til den kommende sæson. Beslutningen om, hvorvidt de skal investere med "Pinocchio-kugler" eller "guldmønter" vil have en afgørende indflydelse på holdets sportslige muligheder.
- Det er ingen hemmelighed, at vores målsætning er at disponere over to millioner kroner ekstra til spillerlønninger. Vi er i fuld gang med en række tiltag for at nå dette mål. Vi ser allerede nu positive tilkendegivelser og reaktion fra både nye og eksisterende sponsorer, der viser en stigende velvillighed til at bidrage til holdets styrke. Med en fælles forståelse og engagement fra vores sponsorer vil vi kunne opfylde vores målsætning og skabe en stærkere og mere konkurrencedygtig trup til den kommende sæson, siger direktør René Jørgensen til Kanal Frederikshavn.
I øjeblikket ser truppen ud til at miste Sebastian Brinkman, Jonas Jakobsen og Emil Marcussen. Brinkman har efter sigende lavet en tre-årig kontrakt med Aalborg Pirates, Jonas Jacobsen skulle også være på plads i Aalborg Pirates mens Emil Marcussen ønsker at stoppe sin karriere.
Tilbage på kontrakt er spillere som Mikkel Bertelsen, Christopher Frederiksen, Daniel Baastrup, Mads Iversen, Anton Stenbakken, Nikolaj B. Kristensen, Sebastian Holm, Christopher Mulberg og Jacob Møller Jensen.
På målmandsposten forventes Tadeas Galansky og Kevin Frydkjær at fortsætte. Kanal Frederikshavn forventer ligeledes, at brødrene Rasmus og Thomas Søndergaard og Gorm Topholt forsat er at finde i Frederikshavn White Hawks i den kommende sæson.
Nedenfor ses Kanal Frederikshavns bud på en holdsammensætning til sæsonen 24/25:
Målmænd: Tadeas Galansky og Kevin Frydkjær
1. kæde: Udlænding, Daniel Baastrup - Udlænding, Udlænding og Mikkel Bertelsen
2. kæde: Udlænding, Mads Iversen - Udlænding, Christopher Frederiksen og Udlænding
3. kæde: Udlænding, Anton Stenbakken - Udlænding, Thomas Søndergaard og Gorm Topholt
4. kæde: Rasmus Søndergaard, Christopher Mulberg - Sebastian Holm, Nikolaj Kristensen og Jacob Møller Jensen
- Det er ikke noget dårligt bud, og her er den store forskel så, at de udenlandske spillere skal hentes på en højere hylde, men det kræver, at vi får tilført flere midler. Vi arbejder naturligvis sideløbende med at få ansat vores nye trænerteam, udtaler René Jørgensen.
Klubbens ledelse er dedikeret til at finde de rette kandidater. Et trænerteam, der ikke blot besidder de nødvendige taktiske og tekniske færdigheder, men også har evnen til at inspirere, motivere, lede og udvikle spillerne både som individer og som hold.
- Vi er i løbende dialog med potentielle kandidater, oplyser direktøren.
Han understreger vigtigheden af at tage sig tid til at finde de rette personer til jobbet, da denne beslutning vil have en afgørende indflydelse på holdsammensætning og fremtidig succes.