Jubel i Strandby: Snart kommer der igen en læge til byen
Efter snart et år uden læge i Strandby er der lykkedes at få en aftale med en ny læge. Det oplyser Peter Stokbro Larsen til TV2 Nord. Han er en af de lokale kræfter bag kampen om at bevare et aktivt lægehus i Strandby.
Sidste sommer lukkede læge Finn Torp klinikken efter 34 år i byen for at gå på pension. Siden 1. juli har lægeklinikken stået tom, og ildsjæle har i gennem flere måneder knoklet på for at sprede budskabet rundt i hele landet om, at der er et ledigt lægehus.
Nu er det lykkedes at få et samarbejde med en læge om at få lægeklinikken op at stå.
- Det er et scoop, og det bliver så godt. Vi har altid haft troen på, at vi nok skulle få lægehuset i gang igen, og nu er nået et godt stykke ad vejen for, at det lykkedes, siger Peter Stokbro Larsen til TV2 Nord.
Aftalen er med læge og professor Janus Laust Thomsen, som i dag er klinisk professor i almen medicin på Aalborg Universitetshospital. Planen er foreløbig, at han vil være læge i Strandby én gang om ugen, men de lokale ildsjæle vil gerne have fuld lægedækning hele ugen.
- Derfor bygger vi et hold rundt om ham af andre læger og sygeplejersker, så vi igen kan få en læge i Strandby, forklarer Peter Stokbro Larsen, som ikke tøver med at kalde det en af de mest betydningsfulde begivenheder i nyere tid for Strandby-området.
Han erkender, at det er en proces, der nu er sat i gang og glæder sig over, at Janus Laust Thomsen har indvilliget i et samarbejde om at få klinikken op at stå.
Således fortsætter kampen om at tiltrække læger til Strandby - nu med en enkelt læge i spidsen.
Nordjylland er den region i Danmark, hvor lægemanglen er størst.