IF Skjold Sæby bliver #Gamechanger: Slut med at råbe bøsserøv
IF Skjold Sæby er af DBU blevet udvalgt som Gamechanger. DBU har udvalgt otte klubber i Danmark. IF Skjold Sæby går dermed forrest i kampen for at gøre foreningslivet mere inkluderende. Mange børn og unge, der tilhører en seksuel eller kønsminoritet, trives dårligt i danske idrætsklubber, og det vil IF Skjold Sæby gøre noget ved.
- At være #Gamechanger har som hovedformål at sætte fokus på og tage aktiv stilling og konstruktiv dialog om lighed og forskellighed i vores klub. Dette gør vi blandt andet ved at skabe opmærksomhed omkring betydningen af omgangstone og handlemønstre i vores fodboldklub, som kan virke ekskluderende for flere i almindelighed samt for LGTBI+ i særdeleshed, fortæller formand Flemming Thingbak, IF Skjold Sæby.
FC København har igennem to år kunnet bryste sig af at være #Gamechanger-klub. Klubben arbejder derfor målrettet for at få tilråb som "bøsserøv" ud af fodboldbanen ved at sætte spot på den gode og inkluderende kultur.
Indsatsen i IF Skjold Sæby involverer alle trænere og ledere i klubben.
- Vi gør os samtidig umage med at synliggøre vores indsats med regnbue-anførerbind, regnbue-fodbolde og meget mere. Vi håber, at vores initiativ ikke blot vil gøre en forskel i vores egen klub, men at den også kan inspirere andre klubber og organisationer til at tage fat på en kulturændring, der styrker trivslen og lysten til at være en del af idrætslivet hos dem, der føler sig udenfor, siger Flemming Thingbak.
Joakim Mæhle, Sandra Toft, Lisa Gjessing, Pernille Harder og Henrik Møllgaard. Det er blot nogle af de sportsstjerner, der sammen med en lang række idrætsforeninger bærer regnbuefanen for #Gamechanger. En indsats, som sætter fokus på, at diskrimination på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet ikke hører hjemme i idrættens verden:
- Sport er fællesskab og sammenhold. Vi skal stå sammen og vise, at alle er velkomne på holdet. Det må aldrig være okay at råbe skældsord på banen eller ekskludere nogen i omklædningsrummet. Det skal vi sige fra over for, siger fodboldlandsholdsspiller Joakim Mæhle, der er født og opvokset i Østervrå, om sin baggrund for at være en #Gamechanger.
Til den kommende Børnefodboldfestival lørdag 31. august sætter IF Skjold Sæby fokus på initiativet ved blandt andet at spille med regnbuebolde.