Hellerup-ugen: Vejret lagde en dæmper på åbningsweekenden
Vejret lagde en dæmper på åbningsweekenden, når det gælder Hellerup-ugen i Skagen. Sådan lyder vurderingen fra politikommissær Phillip Larsen, leder af Nærpoliti og Forebyggelse i Frederikshavn.
Uge 29 er traditionen tro "den store uge" i Skagen, og igen år laver Nordjyllands Politi en stor indsats i landets nordligste by.
- Vi begyndte i torsdags, og indtil videre kører alt efter planen, oplyser Phillip Larsen.
Der har været flere sager, men der er tale om mindere lovovertædelser.
- Det virker som, at vejret har lagt en dæmper på det hele, siger Phillip Larsen.
Politiet har igen i år lavet en såkaldt popup-station ved Havnekontoret i Skagen. Det betyder, at betjentene kan behandle sagerne direkte i Skagen uden at køre til Frederikshavn, som de plejer. Desuden er det nemmere for de mange mennesker i Skagen i denne uge at komme i kontakt med politiet.
Phillip Larsen vil ikke sætte tal, hvor mange betjente der er i Skagen i denne uge, men det er tale om "en stor indsats", forsikrer han.
Betjentene er både uniformerede og i civil. Sidstnævnte opererer blandt andet i nattelivet. Derudover er det ingen hemmelighed, at færdselspolitiet også befinder sig i Skagen i Hellerup-ugen. Endelig har politiet også en båd med til Skagen.