Gå til hoved-indhold
18. august 2023 - kl. 00.08

Fortuna Hjørring skriver kontrakt med 17-årig frederikshavner

  • 1 af 1
    - Karen har et elite mindset, som vi ser hver gang hun går på banen. Hun sigter altid efter at blive bedre, fortæller U19-træner Nicolaj Rosengren. Foto: Fortuna Hjørring
Af: Michael Frederiksen

Den blot 17-årige forsvarsspiller Karen Nonboe fra Frederikshavn har underskrevet sin første kontrakt med Fortuna Hjørring. Hun kom til klubben i 2018 fra FfI og via sin flotte udvikling, hårde arbejde og enorme dedikation belønnes hun nu med en et-årig kontrakt.

- Jeg er utrolig glad for og stolt over at skrive kontrakt med Fortuna Hjørring. Det er noget, som jeg har sigtet efter, og det har længe været en drøm for mig at komme på kontrakt. Jeg tager det som et skulderklap, og det giver mig en tro på mine muligheder som fodboldspiller, hvilket er en kæmpe motivation for mig, udtaler Karen Nonboe til Fortuna Hjørrings hjemmeside.

Hun nyder at spille i Fortuna Hjørring og være en del af et elitært miljø.

- Faciliteterne og trænerne er i top og har virkelig hjulpet mig i min udvikling. Jeg ser frem til at fortsætte min udvikling i Fortuna Hjørring, siger den 17-årige frederikshavner, som går på Frederikshavn Handelsskole og Sportsakademiet Frederikshavn.

U19-cheftræner Nicolaj Rosengren er glad for at belønne Karen Nonboe med en kontrakt.

- Karen er en alsidig stopper, som både kan drive bolden og forsvare målet. Hendes store force er de tekniske færdigheder. Karen har udviklet sig til en profil i U19-ligaen og er en leder omkring holdet. Hun har taget store skridt i sin udvikling, både spillemæssigt og baseret på hendes mindset, hvorfor vi har valgt at belønne hende med en kontrakt, fortæller Nicolaj Rosengren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...