Enighed i Kultur- og Fritidsudvalget om næste års budget
Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune blev torsdag aften enige om næste års budget. Politikerne skal spare næsten 1,9 millioner kroner. Hvordan det sker konkret, bliver først offentliggjort fredag formiddag.
- Først og fremmest glæder det mig, at alle partier i udvalget bakker budgettet op. Det gør det til et solidt budget, mener formand Peter Laigaard C), Kultur- og Fritidsudvalget (KFU).
Sidste år valgte Venstres Lone Haugaard at stå uden for budgettet i KFU.
Der skulle findes 1,9 millioner kroner i besparelser alene i 2024 og syv-otte millioner kroner i alt frem til 2027.
- Det er en barsk opgave at finde så store besparelser. Sidste år sparede vi seks millioner kroner, og øvelsen har været den samme siden 2014. Derfor er der ikke længere lavt hængende frugter, og det bliver formentlig det samme de kommende år, forudser Peter Laigaard.
Det er med andre ord alt andet end en gavebod at være politiker i Frederikshavn Kommune.
- Vi vrider og vender os. Vi træffer jo beslutninger, som påvirker mange mennesker, men sådan er det at være politiker. Den må vi tage på os. Dybest set handler politik om at prioritere ressourcer, udtaler Peter Laigaard.