Gå til hoved-indhold
09. marts 2024 - kl. 00.03

En revy i topklasse, tekster med bid i og revyskuespillere i særklasse

  • 1 af 6
  • 2 af 6
  • 3 af 6
  • 4 af 6
  • 5 af 6
  • 6 af 6
Af  Lilly Pedersen

"Forårsrevyen fik stjernerne til at blinke. En revy i topklasse, tekster med bid i og revyskuespillere i særklasse. Danmarks måske hyggeligste revy på Gaardbogaard". Sådan lyder de flotte ord fra Lilly Pedersen, formand for Frederikshavn Teaterforening, som fredag aften var blandt gæsterne til premieren på Forårsrevyen 2024 på Gaardbogaard ved Ålbæk. Hun har skrevet denne anmeldelse.

Det var en aften for fuld udblæsning i Ålbæk, da Forårsrevyen 2024 gik over scenen. Man blev i den grad beriget og underholdt. Vi mødte et væld af danskere i mange forskellige udgaver. Danskere, som vi alle kender, nemlig os selv.

Mobilafhængighed, tag og nyd nuet sammen. En tekst om det, at nogen har ryddet din garage for alt det, du alligevel ikke brugte, men konens kage den stod tilbage. Mænd på barsel – hvor hårdt det er for ryggen og psyken at være hjemmegående far og skulle sige som en gris, ja, de stakkels fædre.

Esben, den skønne single, der er begyndt at gå til yoga. Hvordan han håndterer det at date. Han var i skikkelse af Jonas David fuldstændig forrygende. Publikum lå flade af grin og hans gravalvorlige vitser trak alle stik hjem.

Krudten i Elling havde sin helt egen afdeling. Her kunne man søge seniorjob og få et job med krudt i, hvis man altså er hurtig på aftrækkeren. Det var skønt sammensat.

Krig, klima og alt, hvad der rør sig i samfundet, fik en plads i revyen og levede op til tanken om, at revy skal spejle det samfund, vi alle er en del af.

Vi mødte hr. og fru Danmark, vi mødte Danmarks statsminister, der ønskede sig en krise, og en kvotekonge, der ledte efter en kvote ejendomme. Ja, vores egen borgmester har også en plads i revyen.

Der var frække sange, frække tekster udført med sødme så det ikke blev lummert, men sjovt.

Inden Forårsrevyen gik i gang, var der spisning med dejlig mad fra Holmbergs Køkken i Frederikshavn og sikke en stemning. Alle var glade, og der blev snakket og grinet igennem. To ægtepar fra Midtjylland, der har sommerhus i Tversted, var på besøg for tredje gang, for som de sagde: "Vi planlægger vores tur, så vi kan få Forårsrevyen med, for det her er altså noget helt særligt". Dejligt, at gæster tiltrækkes langvejs fra.

Den revy skal du se, hvis ikke du allerede har købt billet, så gør det før din nabo. Det er underholdning, det er nutidige tekster, der skaber et blik ind i os alle. Måske du på din vej møder Lisbeth og Mads, der synger og rocker så smukt – Du og jeg.

Revyen sluttede på skønneste vis med en hyldest og tak til vores Dronning Margrethe. Daisy, du er den skønneste blomst i Danmarks have, det var da smukt sagt og sunget.

Tak til alle på og bag scenen, fordi I gav os en aften, hvor vi gik hjem med et stort smil, for det var virkelig godt.

Revyholdet består af:
Anja Lønborg, Jonas David, Lisbet Lykkegaard, Mads Alexander Meyer Vestergaard og Dorthe Pedersen.

Revyen er i år instrueret af Anette Møller og Kalle S. Meyer Vestergaard.

Formand Søren Hjortnæs kan være stolt af hele sit hold og den store opbakning – en udsolgt aften i Ålbæk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...