Emma købte årets sidste is - første åbningsdag i 2025 er fastsat
12-årige Emma Kløjgaard købte årets sidste is i Ishuset ved Møllehuset i Frederikshavn, og der fulgte en sidegevinst med. Indehaver Elvin Frandsen har foræret 225 græskar til glade børn, som købte en is på årets sidste åbningsdag.
Både Ishuset ved Møllehuset og Palmestrandens Ishus havde sidste åbningsdag i går. Nu varer det næsten et halvt år, før de to ishuse igen åbner.
Åbningsdagen er allerede fastsat. Det bliver fredag 21. marts 2025.
Årets issæson har været bedre end sidste år, og det skyldes flere kunder i Palmestrandens Ishus.
- Situationen er status quo ved Møllehuset, men vores nye Junglesti har været en stor succes. Den har trukket flere mennesker ud til Palmestrandens Ishus, og det er klart, at mange af dem også lige køber en is, når de besøger Junglestien, fortæller Elvin Frandsen.
Han kan mærke, at der i år har været flere turister ved Palmestranden. Det skydes ikke kun Junglestien, men også den kendsgerning, at TV2 Nord kårede Palmestranden til Nordjyllands bedste strand.
De seneste to uger har temaet været Høstfest i Ishuset ved Møllehuset, hvor blandt andet 225 græskar har skabt en hyggelig atmosfære.
- Der trækker mange folk herud, og i dag (i går, red.) kunne alle børn tage et gratis græskar med hjem, fortæller Elvind Frandsen.
Den mulighed benyttede Emma Kløjgaard sig af. Nu skal græskaret klargøres til Halloween, og så glæder Emma sig ellers til, at morfar giver is igen i 2025.