Emilievejs Slagterforretning lukker - arbejdspresset er for stort
Emilievejs Slagterforretning lukker. Dermed mister Frederikshavn en af sine mest hæderkronede og historiske butikker.
Kunderne kommer til en lukket slagterforretning, når de i dag rykker i håndtaget på Emilievej. Det er slut med Emilievejs Slagterforretning.
- Jeg har i en periode forsøgt at afhænde butikken til anden side, men det er desværre ikke lykkedes. Derfor har jeg været nødt til at træffe den tunge beslutning om at lukke butikken, oplyser indehaver Thomas Trolle Pedersen.
Han pointerer, butikken ikke lukker på grund af dårlig økonomi, men fordi arbejdspresset simpelthen er for stort for indehaveren.
- Det har i længere tid påvirket mit helbred, og det må jeg lytte til, inden det er for sent. Jeg har det sidste halve år fået et par advarsler fra min krop, som jeg bliver nødt til at lytte til nu, siger Thomas Trolle Pedersen.
Han beklager dybt de følger, som det får for kunder, leverandører, samarbejdspartnere og ikke mindst medarbejdere, som pludselig står uden job.
- Jeg håber, at der er nogle, som vil kontakte dem, hvis de står og mangler kvalificeret arbejdskraft, udtaler Thomas Tolle Pedersen.
Han takker mange gange for den flotte opbakning, han har fået i sin tid som slagtermester ved Emilievejs Slagterforretning.
Thomas Trolle Pedersen begyndte som opvasker i slagterforretningen. For seks år siden blev han medejer og kørte parløb sammen med Peter Olsen, som på det tidspunkt havde været indehaver i 19 år. Peter Olsen overtog ansvaret efter Ellinor og Knud Andersen.
I juni 2021 udtrådte Peter Olsen af ejerkredsen. Han blev erstattet af Marc Hauboe Frederiksen, der kørte parløb med Thomas Trolle Pedersen indtil januar 2023, hvor Thomas Trolle Pedersen blev eneejer.