Det handler ikke om fløjlshandsker
Borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: Det handler ikke om fløjlshandsker. Det handler om et presset område, hvor vi burde have flere ressourcer, flere hænder, mere tid og færre opgaver. Gør mig den tjeneste at læse hele indlægget. Vi skal langt omkring, for det her handler om flere ting. Og det løses med dialog og knofedt.
Jens Nygaard, Nye Borgerlige, har skrevet et indlæg med mange spørgsmål om, hvorfor vi hører om pressede forhold på ældreområdet i medierne, og han henviser til tillidsmandssystemet og ledelsen. Han stiller spørgsmål, om ikke “de veje” virker?
Jens, det her handler om mange opgaver, for ringe økonomi, for få hænder, for lidt tid til at fagligt uddannede oplever, at de kan udføre arbejdet på bedste vis.
Hvad gør vi for at vores ansatte trives trods, at der er rygende travlt?
Vi har:
- TR og AMR (tillidsmands- og arbejdsmiljøsystemet)
- MED-systemet: MED-aftalen sikrer den enkeltes ret til og mulighed for at blive inddraget i beslutningsprocesserne vedrørende arbejds-, personale-, samarbejds-, teknologi- og arbejdsmiljøforhold. MED-aftalen sikrer og fremmer kommunikation og den gensidige dialog mellem ledelse og medarbejdere
- Møder mellem FOA og ledelsen jævnligt, men er aftalt igen
- Jeg mødtes i januar med den lokale FOAs formand, hvor vi talte vilkår
- Den politiske prioritering af området - der er opgaven politisk at prioritere
- Kampen for kerneområderne op mod Folketinget - den kamp skal alle kæmpe, konfrontere folketing og regering med: “Kan I stave til velfærd i jeres prioritering”?
- Forventningsafstemningen om, hvad vi ikke kan i fremtiden med færre ressourcer - den dialog skal vi have mere gang i? Byrådet tager initiativet
Det er så let at skælde ud (her tænker jeg IKKE på de ansattes ret og mulighed for at tage bladet fra munden).
Det er for let kun at stille spørgsmål og kritisere. Her tænker jeg på dem, der fører shitstorm på de sociale medier.
Der skal seriøst “rugbrødsarbejde” til. Det gælder politikere, ledelsen, FOA, borgere der vil kæmpe med for flere ressourcer til kernevelfærden. Og mens vi kæmper skal ledelsen, TR-systemet og MED-systemet, som Jens stiller spørgsmål til, arbejde for de bedst opnåelige forhold.
At arbejde med trivsel og kommandoveje for “samtalen” kan vi hver dag, og det skal vi.
Og det står jeg i spidsen for, også når der er kritik. Ligesom jeg står i spidsen for budgetforlig, hvor vi lokalt prioriterer penge. Og kære Jens - tak for du er med i budgetaftalen. Det kræver nemlig noget at tage ansvar - også når der spares og spares.
Jeg gentager: Hvis man som ansat ikke oplever, at de aftalte kommandoveje virker (TR, AMR, ledelse), så kom til mig. I ved, hvor jeg er.
Til Jens' spørgsmål om ledere:
Det er altid let at slå på lederne. De arbejder benhårdt inden for de rammer, der er og gør deres for at udmønte budgettet med størst mulig effekt og samtidig motivere medarbejderne.
Lederne bliver let udråbt som syndebukke. De gør deres arbejde inden for de rammer, der er, og det er ikke lederne, der bevilger penge. Det er os politikere, hvor vi prioriterer mellem børn, ældre, handicappede, asfalt, kultur - fortsæt selv!
Med 5500 ansatte med ledere på forskellige poster, så er det sådan, at vi har super dygtige ledere, og vi har ledere, der er mere jævne, og dem, der har problemer med ledelse, uddanner vi, og så er der enkelte, vi må stoppe samarbejdet med. Det gør sig også gældende for medarbejdere. Og selvom det ikke er populært i offentligheden, så er vilkårene for ledelse også noget, der bør diskuteres.
Med fare for shitstorm, så gør jeg det alligevel, for jeg mener det af hele mit hjerte: Tusind tak til ansatte og lederne, der hver dag knokler. Tak. Så knokler vi for at skaffe flere ressourcer! Arbejdet fortsætter.