Amanda-direktør dybt rystet efter arbejdsulykke
- Vi er dybt rystede, men samtidig lettede over, at der tilsyneladende ikke skete mere vores kollega.
Det siger direktør Jesper Kold Sørensen, Amanda Seafoods, i en kommentar til den arbejdsulykke, som kort inden middag i dag gik ud over en 46-årige kvinde i pakkeriet på Constantiavej i Frederikshavn.
Kvinden, som er fra Frederikshavn og har arbejdet på Amanda Seafoods i en længere årrække, har brækket kæben og muligvis pådraget sig skader på armen.
- Vi sender mange tanker til vores kollega og hendes familie, og Især for de kolleger, som stod tættest på, var det en voldsom oplevelse, siger Jesper Kold Sørensen.
Amanda Seafoods er ikke vant til arbejdsulykker af denne karakter, og virksomheden samarbejder nu med Arbejdstilsynet for at afdække forløbet. De første undersøgelser viser, at der har været en funktionsfejl i forbindelse med, at den 46-årige kvinde bukkede sig ned efter en dåse på gulvet. Maskinen gik pludselig i gang igen, og kvinden kom i klemme.
- Vi har altid været ekstra påpasselige med sikkerheden, og derfor skal vi have klarlagt, hvad der skete i dag, pointerer direktøren.
Politiet modtog alarmen kl. 11.54. Der blev både sendt en ambulance og lægehelikopter til Amanda Seafoods. Kvinden blev med ambulance kørt til sygehuset i Aalborg, hvor hun nu er indlagt.
Amanda Seafoods blev grundlagt for 106 år siden. I januar 2017 blev Amanda Seafoods en del af den nordiske seafoodgruppe, Insula. Virksomheden har 75 medarbejdere i Frederikshavn og sigter efter at sammensætte det bedste seafood-sortiment til både detail og foodservice.