Af med fløjlshandskerne - har vi de rigtige chefer?
Byrådsmedlem Jens Nygaard (NB) har skrevet dette indlæg: Heldigvis har vi mange plejehjem, som fungerer godt og giver de ældre borgere værdige forhold. Vi har her på kanalen læst om medarbejdere i ældreplejen, som er så hårdt presset, at grænsen enten er nået eller snart gør det. Det gør naturligvis indtryk, ingen tvivl om det.
Men hvorfor ytrer medarbejdere sig i pressen, når den normale procedure er at gå til sin leder eller sin TR (tillidsrepræsentant) med en arbejdsmæssig udfordring, og hvis dette ikke giver forbedret resultater kunne medarbejderen gå til sin chef, som sidder på rådhuset, som så ville kunne fremlægge det for direktøren.
Er disse udfordringer blevet præsenteret for "MED"-udvalget", som jo består af medarbejderrepræsentanter, lederrepræsentant, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant, og i yderste tilfælde er det fremlagt hos "HovedMED-udvalget", som består af blandt andet den øverste direktion i kommunen?
Hvis ja, hvorfor er der så ikke sket nogen forbedring? Et eller andet sted er filmen åbenbart knækket, når det hele ender i en gang frugtsalat og dygtige medarbejder siger et, lederen siger noget andet, og chefen siger noget helt tredje.
Vi er som mange andre kommuner enormt presset på vores økonomi, både grundet demografien samt det faktum, at vi gentagne gange får pålagt yderlige besparelse fra regeringen, og det er ikke kun Frederikshavn Kommune, der år efter år får sparekniven fra Christiansborgs tykke mure. Vi skal så fordele disse besparelser, og uanset hvor vil det gøre ondt og give modstand. Skal vi lukke en skole? Skal vi spare på børne- og ungeområdet? Ældreområdet? Skal vi udsætte sikre skolevejsprojekter? Skal vi skære i psykiatrien? Skal vi skære i personalet?
Det betyder også, at når de syv folkevalgte politikere i social- og sundhedsudvalget skal finde besparelser på ældreområdet, som så behandles i økonomiudvalget for så til sidst at blive behandlet af byrådet, så bliver det den enkelte plejehjems leders forbandede opgave at få økonomien til at nå sammen.
Men hvorfor læser vi om ubeskrivelige arbejdsforhold? Får medarbejderen ikke den nødvendige støtte og vejledning?
Er der enkelte medarbejdere, der ikke egner sig til at arbejde i ældreplejen? Kan lederen ikke skabe et godt arbejdsklima?
Jeg skal ikke på nogen måde blande mig i ansattes jobfunktioner i kommunen, men det skriger jo til himlen, at noget er fuldstændig galt.
- Har alle lederne de nødvendige uddannelser til at varetage opgaven?
- Tillidsrepræsentantens opgaver er jo at vejlede og støtte medarbejderen – gør de det?
- Arbejder chefen mod bedre trivsel og udvikling, eller magter chefen ikke ansvaret og opgaven?
- Får direktøren løbende de nødvendige faktuelle informationer
Tiden er kommet, hvor direktøren for området bør tage fløjlshandskerne af og se, om de medarbejdere, der bestrider chef- og lederstillinger, er de rigtige.
Det er vores borgmester Birgit S. Hansen, som er den øverste myndighed i kommunen med det ansvar, det indebærer, og dette gælder også i sidste ende ansvaret for en velfungerende ældrepleje med dygtige medarbejdere, som glæder sig til at komme på arbejde - trods økonomiske udfordringer.
Det vil skabe tilfredse beboere, større interesse for faget og tilgang af endnu flere varme hænder, men det kræver menneskelig handling, mindre bureaukrati og færre regneark.