Gå til hoved-indhold
112
03. august 2024 - kl. 11.08

Vild biljagt i Frederikshavn i nat - 27-årig mand anholdt

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Politiet måtte i nat på biljagt, da de fik en anmeldelse kl. 04.20 om brugstyveri af en bil i Frederikshavn. Da patruljen kommer frem, har personen i køretøjet nemlig ingen intentioner om at standse. 

- Han forsøger at undslippe ved at køre fra politiet, og i det - efter vores opfattelse - forsøger han en forsætlig påkørsel af en person, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen til TV2 Nord.

Herefter stopper tyvens ugerninger dog ikke, da han fortsætter med at forsøge at stikke af fra patruljevognen. 

- De eftersætter og får bragt køretøjet til standsning efter fire-fem minutter. Føreren forsøger at stikke af til fods, men bliver løbet op og anholdt på stedet, lyder det fra Thomas Ottesen.

Da politiet får fat i manden, finder de også ud af, at han er påvirket af narkotika. Derfor er han sigtet for at køre i påvirket tilstand, ligesom han er sigtet for fareforvoldelse, idet han forsøger at påkøre en person. Det slutter dog ikke dér for manden, der er 27 år, fra lokalområdet og kendt af politiet i forvejen. 

- Da han bliver anholdt og kommer ind i en bil, kunne han heller ikke helt finde ud af det. Der vælger han at true to politikollegaer på livet, så det bliver han selvfølgelig også sigtet for, siger vagtchefen til TV2 Nord.

På nuværende tidspunkt bliver den 27-årige mand juridisk vurderet og sagsbehandlet, før han bliver fremstillet i grundlovsforhør senere på dagen. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...