Gå til hoved-indhold
03. juli 2023 - kl. 00.07

Plan om stort og topmoderne padelcenter i Frederikshavn sat på pause

  • 1 af 1
    Det var planen, at centret i Frederikshavn skulle se nogenlunde sådan her ud.
Af: Michael Frederiksen

En ambitiøs plan om at opføre et stort og topmoderne padelcenter på Apholmenvej ud til Skagensvej i Frederikshavn er sat på pause. Det oplyser CEO Lars Ingerslev til Kanal Frederikshavn.

- Frederikshavn er lige nu sat på pause, da vi p.t. fokuserer på de øvrige fire projekter. Jeg kan ikke sige, om/når dette eventuelt ændrer sig, udtaler Lars Ingerslev.

I den forgangne uge udsendte Lars Ingerslev en pressemeddelelse, hvor Frederikshavn pludselig ikke længere var nævnt.

"Ny ejerstruktur i House of Padel, som skifter navn til Rocket Padel", lød overskiften.

Claus Friis Jensen og Lars Ingerslev, som grundlagde House of Padel, annoncerede med stolthed, at Morten Bugge, Nichlas Baun og Jesper Hougaard er blevet medejere af selskabet, som skifter navn og bliver en del af Rocket Padel-koncernen.

Rocket Padel er allerede aktive i Storbritanien med landets største padelcenter i Bristol og en meget ambitiøs vækstplan med mange nye centre, specielt i London. Samme ambitiøse satsning kommer nu til Danmark, hvor Rocket Padel vil have fokus på vækst og innovation inden for padelsporten.

- Aftalen markerer et væsentligt skridt for selskabet og repræsenterer en fusion af ekspertise, passion og visioner inden for padel. Morten Bugge, Nichlas Baun og Jesper Hougaard bringer stor erfaring og engagement til bordet og vil spille en afgørende rolle i at styrke Rocket Padel som et førende brand inden for sporten, udtaler Lars Ingerslev.

Ejergruppen planlægger en ambitiøs ekspansionsstrategi i flere danske byer. Randers, Viborg, Esbjerg og Sønderborg har længe været meldt ud, og indtil nu har Frederikshavn også været nævnt i denne sammenhæng. Men Frederikshavn er altså sat på pause.

Ifølge pressemeddelelsen vil de fire centre Randers, Viborg, Esbjerg og Sønderborg ikke kun tilbyde state-of-the-art faciliteter, men også være lokalt forankrede og blive fremtidens mødested, hvor motion, sundhed, mad og drikke og padel i fælleskab skaber en unik atmosfære.

- Rocket Padel stræber efter at bringe padel til nye højder i Danmark og skabe et inkluderende miljø for spillere på alle niveauer. Med den kombinerede ekspertise og lidenskab vil Rocket Padel blive en drivkraft for vækst og udvikling inden for padelsporten, mener Lars Ingerslev.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...