Gå til hoved-indhold
06. juli 2020 - kl. 23.07

Peter Møller minder faktisk om Guld Harald

  • 2 af 7
    FOTO: Michael Madsen
  • 3 af 7
    FOTO: Michael Madsen
  • 4 af 7
    FOTO: Michael Madsen
  • 5 af 7
    FOTO: Michael Madsen
  • 6 af 7
  • 7 af 7
    FOTO: Kanal Frederikshavn
Af: Michael Frederiksen

- Harald Nielsen var ambitiøs, målrettet og ærgerrig, så jeg er stolt over at blive koblet på hans navn og få denne pris.

Det sagde 48-årige Peter Møller, fodbolddirektør i Dansk Boldspil Union - til Kanal Frederikshavn, da han mandag aften modtog Årets Guld Harald i Arena Nord i Frederikshavn.

Rudi Nielsen - Harald Nielsens enke - husker Peter Møller fra hans tid i FC København.

- Du var ærlig, ydmyg og veltalende, og du opførte dig altid ordentligt, sagde Rudi Nielsen, inden hun overrakte den tunge Guld Harald-statuette til en tydeligvis stolt DBU-fodbolddirektør, som boede i Elling det første år af sit liv, men derefter flyttede til Gistrup.

Med prisen fulgte også 25.000 kroner fra Spar Nord Fonden. Dem har Peter Møller allerede foræret til sin barndomsklub, LKB Gistrup. Select har endda doblet beløbet op, så LKB Gistrup har købt næsten 200 nye bolde og masser af udstyr.

- Det glæder både børn, unge og ældre i klubben. Det er dejligt, at jeg også kan være med til at give noget tilbage, sagde Peter Møller.

Han lærte Harald Nielsen at kende, fordi han var bestyrelsesformand, da Peter Møller skiftede fra AaB til FC København. De ord, som Peter Møller brugte til at beskrive Guld Harald, mindede faktisk om Rudi Nielsens karakteristik af modtageren af Årets Guld Harald.

- Som person havde Harald i hvert fald nogle værdier, som jeg forsøger at efterleve. Det gælder blandt andet at opføre sig ordentligt. Jeg var måske ikke så god til det på banen, men udenfor var jeg flink og rar mod andre mennesker. Han var også ærgerrig, arbejdsom og professionel. Det er karakteristika, som jeg havde og har i mit arbejde. Jeg er godt nok ikke meget for at skulle sammenligne mig med Harald Nielsen, men nu du spurgte om det, smilte Peter Møller.

Han havde sin kone og børn med til Frederikshavn, ligesom hans forældre og bror med familie var med på nærmeste hold, da Peter Møller som den anden nordjyde modtog fodboldprisen. Sidste år modtog AGF-træner David Nielsen prisen.

Det er Spar Nord Fonden, der står bag selve prisen på 25.000 kroner, mens Rudi og Harald Nielsen Holding har skænket statuetten, som også har en værdi af 25.000 kroner.

Harald Nielsen døde i 2015. Han blev 73 år. Han er ubetinget den største fodboldstjerne, som er opvokset i Frederikshavn. Han spillede - sammen med sine holdkammerater - FfI op på en førsteplads i landets bedste række i 1961, inden han blev professionel i Italien, hvor han blev italiensk mester og topscorer to gange i Serie A.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...