Gå til hoved-indhold
12. august 2021 - kl. 00.08

Danbolig åbner ny afdeling i Frederikshavn

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
    Fra venstre ses Kristian Rask, Anja Hansen, Jesper Bjerg, Claus Dalsgaard og Frederik Frost Waller.
Af: Michael Frederiksen

Efter 10 års fravær åbner ejendomsmæglerkæden danbolig i første uge af september en afdeling i Frederikshavn/Sæby. Den placeres i den markante røde murstensbygning på adressen Tordenskjoldsgade 1 i Frederikshavn, hvor planen er at servicere hele Frederikshavn Kommune.

Anja Hansen bliver daglig leder i Frederikshavn/Sæby. Hun er født og opvokset i Skagen, men bor nu i Frederikshavn, hvor hun begyndte i ejendomsmæglerbranchen som trainee i danbolig på Parallelvej i 2007.

Herfra gik turen til Aalborg et par år, inden hun i 2014 blev ansat hos Nybolig Sæby. Fra 2016 til april i år var hun ejendomsmægler i Frederikshavn hos Calundan.

Ud over Anja Hansen bliver der i første omgang to medarbejdere i Frederikshavn/Sæby. Det er trainee Frederik Frost Waller samt en person, hvis navn danbolig Frederikshavn endnu ikke kan afsløre.

- Frederikshavn/Sæby har manglet en danbolig, og der er jo godt gang i boligsalget, så vi mener helt sikkert, at der er plads til en butik mere, siger Anja Hansen.

danbolig Frederikshavn/Sæby ejes i fællesskab af tre danbolig-mæglere i form af Kristian Rask fra danbolig Hjørring samt Claus Dalsgaard og Jesper Bjerg, der driver danbolig Beder, Skanderborg, Ry og Galten.

I alt er der godt 30 medarbejdere i de forskellige byer, og det giver ifølge Anja Hansen kunderne den fordel, at der er mange specialister til at løse opgaverne, eksempelvis en dronefotograf og SoMe-medarbejder.

danbolig Frederikshavn/Sæby kommer til at lave lånevurderinger i hele kommunen for Nordea Kredit. Det har man hidtil gjort fra danbolig Hjørring.

- Nu bliver vi synlige i gadebilledet, og det skulle jo gerne betyde, at vi får en meget større markedsandel i Frederikshavn Kommune, siger Anja Hansen.

danbolig Frederikshavn/Sæby rykker ind i stueetagen i den store bygning i Tordenskjoldsgade, som har stået tom i nogle år og derfor nu er blevet renoveret. På første sal er der seks tomme kontorer, som ejendomsmæglerfirmaet vil forsøge at leje ud til mindre erhvervsdrivende, der ønsker et kontorfællesskab.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...