Charlotte og Rami Safadi forlader Hotel Inger
Charlotte og Rami Safadi opgiver drømmen om at overtage Hotel Inger i Hulsig. Det var ellers planen, at ægteparret fra Frederikshavn fra årsskiftet skulle have stået i spidsen for det 68 år gamle hotel.
- Desværre kunne vi ikke lave en aftale, som begge parter var tilfredse med. Vi har derfor valgt ikke at fortsætte på hotellet, fortæller Rami Safadi til Kanal Frederikshavn.
Charlotte og Rami Safadi var ellers yderst tilfredse med deres første år på Hotel Inger. Med flere nye initiativer og tiltag "fik vi sat gang i hotellet", som Rami Safadi udtrykker det.
Ægteparret har forhandlet med Inger Møller Nielens søn, Mogens Nielsen, om en overtagelse, men det lykkedes altså ikke parterne at blive enige.
- Det er vi selvfølgelig kede af, for vi drømte om at overtage hotellet. Vi boede heroppe hele sommeren og havde glædet os til i år, men vi ønsker Hotel Inger held lykke fremover og håber på det bedste for hotellet, siger Rami Safadi.
Han er nu i fuld gang med at finde et et nyt arbejde for at komme hurtigt videre. Selv om han er uddannet kok, søger han andre stillinger.
- Jeg har brug for en pause fra arbejdet som kok. Jeg håber på at finde et lidt mere almindeligt job, som også giver mig tid til at lave flere malerier, udtaler Rami Safadi.
Charlotte Safadi opgav også sit faste arbejde for et år, så hun er ligeledes på jobjagt.