Gå til hoved-indhold
112
25. januar 2024 - kl. 09.01

Nu indstilles pumpning og det udvidede beredskab i Elling

  • 1 af 3
    Massevis af regn, vind og smeltevand var skyld i udfordringerne i Elling. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
  • 2 af 3
    Pumpningen blev indstillet torsdag morgen. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
  • 3 af 3
    Der har været travlhed ved Elling Å siden mandag eftermiddag. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
Af: Michael Frederiksen

Pumpningen i Elling Å indstilles for nu, og det udvidede beredskab indstilles for denne omgang. Det oplyser centerchef Trine Juul Søndergaard Pedersen, Center for Ejendomme, Park & Vej i Frederikshavn Kommune, til Kanal Frederikshavn.

Der er natten igennem blevet arbejdet på livet løs ved Elling Å, som siden mandag har truet med igen at gå over sine breder.

- Vandstanden er støt faldende og er nu i et niveau, hvor vi vurderer, at indsatsen tilpasses. Vi følger stadig vandstandsudviklingen tæt og er klar til at opstarte eventuel pumpning igen, når og hvis situationen måtte kræve det, oplyser Trine Juul Søndergaard Pedersen.

Siden mandag eftermiddag er vandstanden ved Elling Å blevet mandsopdækket. Der er blevet pumpet vand under vejbroen på Skagensvej for at øge flowet under broen. Massevis af regn, vind og smeltevand var skyld i udfordringerne.

Vandstanden faldt stille og roligt onsdag aften, og det er samme melding, der er torsdag morgen.

Beredskabsstyrelsen har ifølge TV2 Nord været tilstede natten igennem, mens Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab forlod Elling i aftes.

Beboerne i Elling kan nu igen sove roligere, og de kan se frem til, at Vejdirektoratet i efteråret laver et større hul under Skagensvej, så lignende situationer ikke opstår i fremtiden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...