Gå til hoved-indhold
28. december 2023 - kl. 00.12

Fredet Toldkammer-bygning synker - fundamentet bliver nu understøttet

  • 1 af 5
    Midt på bygningen er der en flot granittrappe op til døren, hvor rammen omkring blev istandsat tidligere i år.
  • 2 af 5
    Fundamentet understøttes i den sydlige ende.
  • 3 af 5
    Bygningen, der er fra 1916, er fredet i klasse A.
  • 4 af 5
    39 vinduer er ved at blive sat i stand.
  • 5 af 5
    Toldkammer-bygningen er én af fire bygninger, som ATP Frederikshavn råder over.
Af: Michael Frederiksen

Træplader for vinduerne og et stort hul i jorden ved gavlen, som vender mod syd. Det er det syn, som møder forbipasserende i øjeblikket på Havnepladsen 9, hvor ATP Frederikshavn holder til i den fredede Toldkammer-bygning fra 1916.

- Vi fandt ud af, at bygningen synker i den sydlige ende, og derfor er Vennelyst i gang med at understøtte fundamentet, forklarer centerdirektør Lars Krogsgaard, ATP Frederikshavn.

Træpladerne i vinduerne ser nærmest BZ-agtige ud, men dem er der også en god forklaring på.

- Vi har 39 vinduer i den fredede bygning, og de må ikke udskiftes. De skal repareres. Det er et større arbejde, som Færch & Co. er i fuld gang med. Det ville selvfølgelig være nemmere at udskifte dem, men det må vi ikke, da bygningen er fredet i klasse A, oplyser Lars Krogsgaard.

ATP Frederikshavn, der har 285 medarbejdere i Frederikshavn, råder over fire bygninger på Havnepladsen/Toldbodvej. De tre andre bygninger er fra 1994.

Den fredede bygning på Havnepladsen husede tidligere Toldkammeret i Frederikshavn og er altså fra 1916.

Det er en markant bygning i røde teglsten, rødt tegltag og en granitsokkel. Vinduerne er hvide og husets hjørner er også hvide. Midt på bygningen er der en flot granittrappe op til døren, hvor rammen omkring blev istandsat tidligere i år.

Der er investeret en del penge i ATP Frederikshavns bygninger de senere år. Der er blandt andet opsat solceller på tagene, som  dækker 37 procent af virksomhedens strømforbrug.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...