Gå til hoved-indhold
23. april 2024 - kl. 23.04

Overskud og fastholdelse af medlemsfremgang i Sæby Basketball Club

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Sæby Basketball Club havde to gode nyheder på årets generalforsamling. Klubben har formået at fastholde en stor del af de mange ungdomsspillere, som er kommet til Sæby Basketball Club det seneste år. Desuden har klubben vendt et underskud til et overskud.

Sten Frederiksen blev valgt som dirigent på generalforsamlingen, der havde deltagelse af 15 medlemmer.

Formand Henrik Hansen afgav beretning for det forløbne år.

Turneringen er forløbet godt i både i senior- og ungdomsrækkerne Det havde dog også været ønskeligt at, klubben havde fået tildelt lidt flere hjemmestævner i Grand Prix-turneringen.

Klubben råder over otte ungdomshold, hvor to af disse er pigehold.

- Det ville være ønskeligt med lidt flere pigehold i klubben, mener formanden.

I seniorrækkerne klarer herrerne sig rigtig godt. Holdet trænes af Bajro Terzic og består også denne sæson af spillere med både liga- og divisionserfaring samt unge talentfulde spillere.

Der er blevet holdt venskabsstævne med Brønderslev Basketball Klub med deltagelse af ungdomshold fra U9 til U17 fra begge klubber. En begivenhed, som denne sæson blev udvidet til også et stævne i Sæby samt et i Brønderslev "traditionen tro" mellem jul og nytår.

I maj 2023 afviklede klubben en intern "Gators Camp" over to dage med deltagelse af drenge og piger fra U11-, U13- og U15-holdene. Det var en kæmpe succes, hvor de 35 spillere trænede, deltog i forskellige konkurrencer samt kampe. "Campen" blev gennemført af egne trænere fra klubben. "Campen" vil også blive gennemført i år med udvidelse med deltagelse af U9-spillere.

Sæby Basketball Club deltog i DBBF's repræsentantskabsmøde i sommer, hvor Lotte Damberg blev valgt ind i Spiller- og Klubudviklingsudvalget.

Havnefesten blev i 2023 afviklet i et mindre godt sommervejr. Dog gav Havnefesten, som gennemføres i samarbejde mellem Sæby Bjærgning og Rednings Laug og Sæby Basketball klub, et pænt stort overskud til basketballklubben.

- En stor tak skal her lyde til alle nye som gamle hjælpere, som stillede op til dette arrangement. Vi håber, at mange også vil stille op til at hjælpe med Havnefesten her til sommer, som bliver gennemført i dagene 12.-14. juli, siger Henrik Hansen.

Han sluttede af med at takke klubbens mange frivillige trænere og ledere samt hjælpende forældre og sponsorer.

Kasserer Jens Peter Legaard fremlagde et flot regnskab. Det viste et stabilt medlemstal både i ungdomsafdelingen og hos seniorerne samt et overskud på driften på 20.000 kroner.

Der var genvalg til bestyrelsen til Sten Frederiksen, Jens Peter Legaard, Heine Damberg og Helle Guldbæk. Anders Kristensen blev valgt som suppleant. Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...