Gå til hoved-indhold
03. maj 2024 - kl. 10.05

Fem frederikshavnere med i truppen til A-VM i ishockey

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Landstræner Mikael Gath er klar til sin første VM-turnering med det danske ishockeylandshold, og der er fem frederikshavnere med i den trup, som netop er blevet offentliggjort.

Det drejer sig om Joachim Blichfeld, Växjö Lakers HC, Mathias From, Herning Blue Fox, Mikkel Aagaard, MODO Hockey, Nick Olesen, IK Oscarshamn og Oscar Fisker Mølgaard, HV71.

Det var også ventet, at den nykårede østrigske mester Nicolai Meyer var at finde i truppen, men det er ikke tilfældet.

Det danske ishockeylandshold er klar til det kommende VM i Tjekkiet. Landstræner Mikael Gath har i store træk sin bruttotrup på plads, og her på falderebet har han fået nordamerikansk forstærkning ind. Det er Alexander True, der har NHL-erfaring og i denne sæson har spillet AHL for Charlotte Checkers. 

- Alexander True er en virkelig god type at få ind i truppen. Han har stor erfaring og rutine. Han er en spiller, der arbejder i begge ender af banen, og fylder i det hele taget meget på isen, siger landstræneren. 

Desuden har Mikael Gath fået nye folk ind fra europæiske topligaer – blandt andre fire spillere fra Fischtown Pinguins i Bremerhaven, der netop har spillet finale i den tyske liga – alle kommer med stor erfaring og styrke til VM-truppen, der spiller den sidste testkamp i Polen tirsdag aften på vej til VM i Tjekkiet. 

For Danmarks vedkommende begynder VM 11. maj med en kamp mod Østrig. I denne uge har landsholdet været samlet på træningslejr i skøjtehallen i Ørestaden. 

- Vi har taget et par skridt opad i den seneste uge. Man kan mærke på intensiteten, at VM nærmer sig og at truppen er blevet optimeret. Spillerne kender deres roller og de er efterhånden inde i systemerne, siger Mikael Gath.

Tirsdagens kamp i Polen skal bruges til at spille de senest ankomne spillere ind på holdet, og når ishockeylandsholdet lander i Tjekkiet, skal powerplay og boxplay-formationerne rettes ind, så de nye spillere kommer med. 

Landstræner Mikael Gath står over for sin første VM-turnering med det danske landshold og ambitionen er at gøre en god figur og måske snuse til en kvartfinale. Siden 2003 har Danmark uafbrudt været med blandt verdens 16 bedste nationer. 

- Jeg håber, at vi får skabt et miljø omkring spillerne, så de er afslappede og har det godt udenfor banen. Når vi er på isen, kommer de til at mærke en træner som er stærkt engageret og opmærksom på detaljen. Jeg kommer med en stor vilje til at vinde og skabe resultater, siger Mikael Gath. 

Landstræneren og hans stab har haft kontakt til de ledige NHL-spillere Nikolaj Ehlers, Lars Eller og Oliver Björkstrand. Alle har givet tilsagn til OL-kvalifikationen i august - men ingen af dem er med til VM.

Der holdes et par pladser åbne til øvrige nordamerikansk-baserede spillere, der eventuelt kan tilslutte sig truppen under VM-turneringen.

Uden for isen er der også en frederikshavner med. Esben Nedermark er holdleder for landsholdet. Han kan snart fejre sølvbryllup med A-landsholdet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...