Gå til hoved-indhold
25. april 2024 - kl. 00.04

Børnenes Hus Lærkereden mødt af stor gæstfrihed på Læsø

  • 1 af 6
  • 2 af 6
  • 3 af 6
  • 4 af 6
  • 5 af 6
  • 6 af 6
Af: Michael Frederiksen

Tirsdag drog Vibe-stuen fra Børnenes Hus Lærkereden i Frederikshavn afsted til Læsø med 19 børn og fem voksne. Børnene skulle blandt andet opleve færgesejladsen, Storhaven, Saltsyderiet og på besøg i Læsø Børnehus. Der var fem ladcykler afsted. Lærkereden havde lånt cykler ved nogle af de andre kommunale institutioner denne dag.

- Der har været optakt til turen længe. Den var på en måde en milepæl for Lærkereden, da personalet dagligt arbejder ud fra Frederikshavn Kommunes strategi om børnefællesskaber, børnesyn og læringsmiljøer, siger Marlene Jennet, pædagogisk leder i Børnenes Hus Lærkereden & Ressourceteam Syd.

Børnenes Hus Lærkereden har valgt at arbejde med små børnefællesskaber på en måde, hvor de drager udelivet og det genkendelige ind. Der har for eksempel været en fast gruppe på Knivholt og lave bål hver uge, en fast gruppe med fokus på sanseoplevelser samt en fast gruppe med fokus på det motoriske, sanselige og sprogstimulering.

- Det bedste i denne struktur er, at alle børn på Vibe-stuen har deltaget i en af grupperne og er blevet mødt der, hvor de udviklingsmæssigt er, mener Marlene Jennet.

- I Lærkereden er der skabt en positiv kultur for, at det er vigtigt, at vi deler os op i små fællesskaber, så alle børn får det bedste fra hver. Det professionelle personale i Lærkereden arbejder hver dag for at skabe gode rammer for børnene, og vi lykkes med det. Vi kan se, at de tiltag og den genkendelighed, der er lavet for børnene, fungerer. Det har været en rejse for mange at omstille sig til en ny form, hvor der arbejdes meget mere med små børnefællesskaber og et nyt børnesyn, udtaler Marlene Jennet.

Institutionen har i processen fået øje på, at det i de små børnefællesskaber ind imellem er vigtigt, at også hele stuen mødes og deler oplevelser sammen. Derfor skulle indsatsen, som det pædagogiske personale og børnene har lavet, ende ud i en fælles tur til Læsø. Alle børn og voksne havde glædet sig til turen og været i gang i mange dage med forberedelserne. Der var lavet procedure for sikkerhed, og der har været fokus på, at det skulle være en tryg og oplevelsesrig tur for børnene.

- På Læsø blev børn og voksne mødt af en kæmpe gæstfrihed og hjælpsomhed. Det var lige fra Læsøfærgens skønne personale, som rask stillede op og hjalp til, da en af vores cykler skulle have en lille "peptalk", samt Læsø Cykeludlejning, som beredvilligt stillede op, da en cykel punkterede. Pølsemanden, som gav slushice til alle børnene, et flot tilbud om at se øens brandbil, børnehaven i Byrum, som blandt andet gav os lov til at give den gas på legepladsen, god leg med nye venner, til alle de mennesker, som dyttede og hujede, når vi kom forbi. Tusind tak til alle jer for at være med til at skabe en fantastisk tur for alle børn og voksne, smiler Marlene Jennet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...