Vigtige point på kontoen efter hård TCR-premiere i Padborg
Silas Rytter vidste på forhånd, at Padborg Park ikke er den optimale bane for hans Hyundai i30N TCR, så weekendens resultat er bestemt godkendt.
I tidtagningen var sæbynitten sjettehurtigst. Ikke helt, hvor han gerne ville være, men et godt udgangspunkt for at komme fremad under søndagens tre løb.
Fremad kom Silas og Hyundai’en, men allerede på første omgang var det ved at gå galt, da to konkurrenter lige foran ham kom i tumult og var millimeter fra at tage ham med af banen. Efter en safety car-periode kunne Silas køre sig frem til fjerdepladsen, hvilket gav ham femte startplacering til heat to.
En syvendeplads i det andet heat betød, at finaleheatet blev startet fra sjettepladsen, og her lykkedes det den ældste af Rytter-brødrene at køre sig en enkelt placering frem. Ikke prangende, men stadigvæk i den rigtige ende af feltet:
- Vi vidste godt, at Padborg Park ville blive en udfordring. Bilen gør sig ikke så godt hernede, så det handlede meget om at begrænse skaderne og hente flest mulige point med til mesterskabet, fortæller Silas Rytter, som til gengæld kan glæde sig over at tage fra første afdeling som førende i U25-mesterskabet.
- Det er et rigtig fint resultat, så jeg glæder mig til om to uger på Jyllandsringen, hvor jeg tror at vi får lidt mere skud i bilen. Så skal der jagtes pokaler, lover Silas Rytter.