Gå til hoved-indhold
12. marts 2024 - kl. 13.03

Turisme: Fremgang i Frederikshavn Kommune

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Overnatningstallene fra januar er netop landet hos Danmarks Statistik og bekræfter en tendens, der har tegnet sig over de seneste år: Der er flot fremgang i antallet af turistovernatninger i Frederikshavn Kommune. I alt ses en stigning i overnatninger på 10 procent siden 2019 – efter en "tørkeperiode" før 2019, hvor der i mange år var nulvækst i turismen.

Der var i alt over 31.000 turistovernatninger i Frederikshavn Kommune i januar, og det er en markant stigning sammenlignet med seneste "normal-år", nemlig 2019, hvor der var godt 24.000.

Feriehuse og campingpladser tegner sig for cirka to tredjedele af kapaciteten i kommunen, og det er også her, fremgangen ligger. Feriehusovernatninger er over årene steget med over 20 procent og camping med over 10 procent siden 2019.

- Når man ser bort fra den vådeste juli i mands minde, var der fremgang i overnatningstallene alle årets måneder 2023, og det er selvfølgelig særdeles positivt, at væksten også ligger uden for hovedsæsonen, siger direktør i Destination NORD, Tonny Skovsted Thorup.

Det største marked er det danske. Danske overnatninger udgjorde i 2023 hele 55 procent af de samlede overnatninger. Det er en smule mere end i 2019, hvor det udgjorde 53 procent. Det danske marked har siden 2019 haft en samlet fremgang på 13 procent.

I Frederikshavn Kommune står de norske og svenske turister normalt for en stor del af overnatningerne og dermed også turismeomsætningen. Historisk er nordmændene særligt glade for at besøge Skagen og Sæby, mens svenskerne ofte besøger Frederikshavn.

Når der i 2023 skete et mærkbart fald i skandinaviske gæster, skyldes det i overvejende grad de ugunstige valutakurser. Overnatninger fra Norge og Sverige gik således i 2023 henholdsis 25 og 35 procent tilbage.

- På trods af flere tiltag, blandt andet i stærke samarbejder med Stena Line og Color Line i forhold til tiltrækning af svenske og norske gæster, er begge markeder blevet svære for os, erkender Tonny Skovsted Thorup.

Det opvejes dog i nogen grad af tyske overnatninger, og proportionelt er det en langt større gruppe. Antallet af tyske overnatninger er nemlig cirka to en halv gang så stort som det norske og omkring fire en halv gang så stort som det svenske.

- Det er for tidligt at forudsige, hvordan 2024 bliver, men vi forventer os meget af tyskerne, som kommer hertil i stigende antal, selvom vi for et år siden frygtede, at det kunne gå den modsatte vej. Vi har skiftet markedsføringsstrategi på det tyske marked, og det har givet gode resultater, siger Tonny Skovsted Thorup.

Således var der i august 2023 lige så mange tyske som danske overnatninger i Frederikshavn Kommune, og det voksende tyske marked er en tendens, der ser ud til at fortsætte i 2024.

Tyskland har længe været det næststørste marked i Frederikshavn Kommune, men er siden 2019 trukket markant fra Norge. Siden 2019 har Marked Tyskland haft en fremgang på 42 procent målt på overnatninger.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...