Oplev Michelle Birkballe & Band i Østre Lade på Knivholt
Der er stadige ledige pladser til koncerten torsdag 25. april kl. 19.00 med Michelle Birkballe & Band i Østre Lade på Knivholt. Det oplyser Knivholts Venner, som står bag koncerten.
- En koncert med Michelle Birkballe betyder fabelagtig god stemning - både på scenen og blandt publikum, lover arrangør Mogens Nyeng Hansen fra Knivholts Venner.
Hun har altid garvede musikere med sig, og sammen leverer de koncerter med kvalitet, nerve og ægte spilleglæde.
Humor, charme, friskhed, talent og energi og ikke mindst hendes hæse stemme er nogle af Michelle Birkballes kendetegn.
I guitarkufferten har Michelle Birkballe masser at tage af, når hun kommer på scenen med sine sange. Hun er blues, hun er rock and roll, pop og country, hun er americana, hun er rå, hun er blid, hun er fed.
På scenen medbringer hun sin faste stab af musikere:
Jacob Baumgartner, guitar & kor
Josef Baumgartner, keys & kor
Jacob Skytte, bas
Per Kolling, trommer
Bestil billetter på mail. Prisen er 150 kroner, hvis du er medlem af Knivholts Venner. Er du ikke medlem, koster det 175 kroner.