Gå til hoved-indhold
25. marts 2024 - kl. 09.03

LandboNords medlemmer vedtog ny foreningsstruktur

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

LandboNords medlemmer samledes til generalforsamling torsdag aften i Brønderslev. Her blev en ny struktur vedtaget. LandboNords foreningsstruktur bliver nu tilpasset en virkelighed, hvor der bliver færre aktive landmænd, men hvor behovet for at de deltager aktivt i debatten, er stigende. Det betyder blandt andet, at Kreds 1 og 2 (Hjørring og Frederikshavn) bliver slået sammen. Det samme bliver kreds 4 og 5 (Brønderslev og Flauenskjold).

Endnu en gang har det været et begivenhedsrigt år i landbruget. Ikke mindst den igangværende debat om en varslet CO2-afgift, optog en stor del af formand Torben Farums beretning.

- En CO2-afgift kan godt se noget sort ud, men jeg er dog fortrøstningsfuld. Vi har et særdeles stærkt hold med formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard i spidsen, som arbejder for os. Jeg er helt sikker på, der bliver fundet en løsning, som vi kan leve med. Når resten af verden opdager, at de også skal producere klimavenligt, så kan det gøres til et eksporteventyr for dansk landbrug. Jeg håber bare, at vores politikere vil træffe de rigtige valg, hvor landbruget er en del af løsningen, sagde Torben Farum fra Syvsten.

Behovet for at blive hørt i den offentlige debat er stigende. Torben Farum gav flere eksempler på steder, hvor LandboNords medlemmer havde gjort en indsats i løbet af det seneste år. Det var blandt andet i forbindelse med LandboNords dyrskuer i Fjerritslev og Hjørring, Åbent Landbrug, skoletjenesten, hvor medlemmer inviterer skoleklasser på besøg, dialogmøder, medlemsmøder, hjemmehos-møder, Naturmødet i Hirtshals, uddannelses/jobmesser, kontakt til de nordjyske kommuner, Open by Night og meget mere. Derudover optræder LandboNords formandskab hyppigt i medierne med nyhedsindslag og læserbreve om aktuelle emner, på sociale medier eller med nyt til medlemmerne via nyhedsbreve.

Det høje aktivitetsniveau har betydet, at LandboNords bestyrelse havde fremsat et forslag om en ny foreningsstruktur, som blev vedtaget på generalforsamlingen. Kreds 1 og 2 (Hjørring og Frederikshavn) bliver slået sammen, det samme bliver kreds 4 og 5 (Brønderslev og Flauenskjold) mens alle LandboNords fagudvalg bliver erstattet af et stort repræsentantskab, der med kort responstid kan nedsætte ad hoc-udvalg.

- Jeg er glad for, at vi nu kan arbejde videre med en foreningsstruktur, så vi kan navigere hurtigt og ikke er bundet af en fast struktur på fagområder eller geografi. Vi arbejder som udgangspunkt videre med det samme antal folkevalgte, men vi kan hurtigere sammensætte et hold, som har problemstillingerne helt inde på livet og dermed er naturligt motiveret for at finde en løsning på udfordringen. Vi åbner også op for, at LandboUngdom får 6 pladser i repræsentantskabet, så næste generation får mulighed for at præge det foreningspolitiske arbejde, siger Torben Farum.

Vedtægtsændringerne træder i kraft til næste år.

Medlemmerne kunne igen i år glæde sig over, at en stor del af overskuddet fra rådgivningsvirksomheden LandboNord, går til de medlemmer, som også køber rådgivning. Adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen, fremlagde virksomhedens nøgletal med fortsat vækst og en stærk bundlinje. Omsætningen blev på 178 mio. kr, resultat før skat blev 13,6 mio. kr, hvilket resulterede i et nettoresultat for 2023 på 10,9 mio. kr.

- Der har været en betydelig efterspørgsel på vores ekspertise, og takket være vores kompetente og dedikerede medarbejdere, har vi opnået en omsætningsvækst i LandboNord. I løbet af 2023 har vi også gjort betydelige investeringer i digitalisering, nyansættelser og produkttilpasning. 6 mio. kr, en stor del af overskuddet, går igen i år til medlemmerne. Over en årrække har LandboNord nu udloddet 66 mio. kr direkte til medlemmerne, så der er på mange måder noget at komme efter ved både at være kunde og medlem på samme tid, siger Uffe Bertelsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...