Gå til hoved-indhold
24. april 2024 - kl. 00.04

SOS Nord havde to løbere med til Special Olympics-træning i Rødovre

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Selvom den daglige issæson i Skøjte og Sport forening Nord (SOS Nord) er slut for denne sæson, er der stadig andre foreninger rundt om i landet, som har is. Dette gjorde, at Parasport Danmarks træningssamling kunne afvikles i Rødovre.

I weekenden var to af SOS Nords løbere samlet med resten af bruttotruppen til Special Olympics-landsholdet. Camilla Haagensen, 15 år, og Laura Dollerup, 21 år, var sammen med tre andre løbere fra Silkeborg og Esbjerg samt de to landsholdstrænere fra henholdsvis Silkeborg og Rødovre.

Det var første gang, at alle løbere var samlet, og der blev også plads til lidt istræning, hvilket er en skøn følelse, når man ikke har haft is under skøjterne i flere uger. Løberne fik også tid til at lære hinanden at kende, og der blev plads til en masse snak og sjov.

Special Olympics er en organisation for atleter med usynlige handicap. Det kan være alt fra hjerneskader og downs syndrom til ADHD og autisme. Hvert fjerde år bliver der afholdt Special Olympics World Games i henholdsvis Winter- og Summer-udgaver.

Næste år er det tid til Special Olympics World Winter Games 2025 i Torino fra 8.-16. marts. Atleter fra hele verden drager til Italien for at konkurrere i forskellige discipliner. Det er til denne konkurrence, at alle fem løbere håber på at blive udtaget til.

Danmark har på nuværende tidspunkt kun plads til én pigeløber og én drengeløber, men da der ikke er nogle drengeløbere udtaget, håber forbundet, at der kan blive to pigepladser. Indtil videre er der dog stadig kun én plads, og den endelige deltager findes engang i august.

Begge piger udtrykte stor glæde for den netop afholdte træningssamling. Den næste træningssamling skal være i Jylland, og begge piger håber meget, at den kan blive på deres hjemmebane i Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...