Stor interesse for kunstig intelligens blandt efterlønnere og pensionister
Dybvad Aktivitetscenter har netop været vært for et spændende foredrag om kunstig intelligens, hvor lærer Annemette Brandt mødte en nysgerrig og engageret gruppe af pensionister og efterlønnere.
Annemette Brandt introducerede tilhørerne til den nye teknologi, som for mange stadig er ukendt. Emnet er højaktuelt, da kunstig intelligens både kan hjælpe med dagligdagsproblemer og samtidig vække bekymring i forhold til falske nyheder og manipulation.
Under foredraget blev der lagt vægt på både muligheder og udfordringer ved brugen af kunstig intelligens i hverdagen. Annemette Brandt inviterede deltagerne til diskussion om de dilemmaer, som samfundet står overfor, herunder inden for uddannelse, arbejdsmarkedet og vores opfattelse af virkeligheden.
Holdningerne var forskellige, men tydeligt at deltagerne har en stor opmærksomhed på, at de sociale og mellemmenneskelige relationer ikke må gå tabt i takt med den teknologiske udvikling.
Foredraget var flot besøgt og den store interesse gør, at Dybvad Aktivitetscenter senere på året vil følge op med en workshop, hvor deltagerne sammen med Annemette Brandt kan arbejde med Microsofts kunstige intelligens, Copilot. Her får man selv mulighed for at prøve kræfter med teknologien på en pc.
Dybvad Aktivitetscenter er et af Frederikshavn Kommunes otte aktivitetscentre for efterlønnere og pensionister. Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kigge forbi på Ørnevej 6 i Dybvad eller følge med på Facebook.