Sportshallen indsamler 11.000 kroner til KidsAid: Stjernetræf torsdag
Det lykkedes Sportshallen på Suderbovej i Frederikshavn at indsamle 11.000 kroner til KidsAID og Bangsbo Frejas U19-drenge, da Sportshallen i weekenden afviklede Faxe Kondi Pro Americano i padel. Vinderne skal spille mod en af kendisserne ved morgendagens arrangement, hvor der fra kl. 10-15 er fri adgang for publikum.
- Vi håber, at mange vil kigge forbi for at se noget god padel. Fra kl. 10-12 spiller håndboldslandstræner Nikolaj Jacobsen, TV2-vært Morten Ankerdal, fodboldspillerne Stig Tøfting og Jesper Grønkjær samt håndboldspiller Rikke Hørlykke. Fra kl. 12-12.50 serverer Tonny Kristensen fra Essens Gaarden en eksklusiv frokost til spillernes maver. Kl. 13-15 spilles den næste turnering, hvor det er fodboldspillerne Søren Frederiksen, Thomas Gaardsøe, Stig Tøfting, Casper Sloth og Thomas Gaardsøe samt komikeren Carsten Bang, ligesom Søren Frederiksen og Thomas Gaardsøe er blevet købt til at spille single om formiddagen, fortæller Bo Jensen fra Sportshallen.
Sportshallen på Suderbovej er åben for ALLE, der gerne vil se lidt padel.
I Faxe Kondi Pro Americano blev der spillet i to rækker. En øvet og en let øvet med otte spillere i hver række, og det var denne turnering, der indsamlede kr. 11.000 til KidsAID.
- Fodbolddrengene fra Bangsbo Freja har samarbejdet med KidsAID i seks år under navnet ”Børn hjælper Børn. Drengene bliver i år 18 år, så nu er de ikke børn mere, og denne event er ”The Final” for dem. Målet har været at arbejde/samle 1 millioner kroner ind, men torsdag runder de 1,5 millioner kroner. De har gennem årene arbejdet på lager, gået med reklamer, ryddet op efter events og selv gennemført events. Alt arbejdet har været ulønnet for dem selv, da pengene er doneret videre til samarbejdet med KidsAID. De har alle årene spillet med KidsAID på tøjet og fravalgt alle andre reklamer, siger Bo Jensen.