Rock i Frederikshavn: Nyt kæmpe og mere sikkert indgangsområde
Ny indgang, ny garderobe og ny scene. De næsten 5.500 gæster til Rock i Frederikshavn får nærmest smidt nyhederne ind i hovedet, når de lørdag ankommer på Knivholt.
Mest bemærkelsesværdigt er den nye indgang, som er flyttet til Dyrskuepladsen. Det vil sige, at indgangen nu ligger præcis samme sted, som da Rock i Frederikshavn var et arrangement, der foregik over to dage på Dyrskuepladsen.
- Vi har flyttet indgangen på grund af trafiksikkerheden. Vi har i mange år haft lidt ondt i maven, når folk skulle ud fra pladsen og direkte ud på Hjørringvej. Nu har vi skabt plads til, at folk stille og roligt kan sluses ud, siger talsperson Casper Høgsted fra Rock i Frederikshavn.
Nyt i indgangsområdet er også en stor indgangsportal, som tømrermester Ulrik Bisgaard har sponsoreret.
- Vi synes, at det kunne være spændende med sådan en indgangsportal, når vi har pladsen, og det er tømrer Jeppe Krogh fra Ulrik Bisgaard, som har lavet den. Det er vi glade og taknemmelige for, fortæller Casper Høgsted.
Når man går igennem indgangsportalen, kan man til højre se samtlige plakater fra perioden, hvor Rock i Frederikshavn er blevet afviklet på Knivholt Hovedgaard. Det er sjovt at se de mange musiknavne, som har gæstet Frederikshavn igennem årene. For 10 år siden var Lukas Graham til Rock i Frederikshavn. Bandet figurerede dog "kun" som nummer på tre på plakaten - efter Runrig og D-A-D.
Skovbaren og Skovscenen er et nyt hyggeligt område, som er placeret i det tidligere indgangsområde. Her er der livemusik med Kruse & Engqvist næsten uafbrudt fra kl. 14.00 til 17.30.
En ny og større garderobe er sponsoreret af GF Forsikring. Her kan man placere sin taske og gå og til fra, som man har lyst til i løbet af dagen og aftenen.
- Med vejrudsigten i morgen er det nok ekstra vigtigt at have noget ekstra tøj med, smiler Casper Høgsted.