Randi Laubek er sin egen - og en fantastisk sanger
Det er efterhånden mere end 25 år siden, at Randi Laubek fra Voersaa pladedebuterede med ”Ducks and Drakes”, som skaffede hende ikke færre end tre grammyer. Siden da er det blevet til syv yderligere albums, men siden ep’en ”Jetty to the Sea” (2021) har der været stille på udgivelsesfronten. Men nu er der et nyt album på gaden: ”Bridge From Nowhere” og i forbindelse med præsentationen af dette kunne Randi Laubek opleves fredag aften i Maskinhallen.
Hun gjorde ikke meget væsen af sig, da hun entrede scenen sammen med sit band og uden introduktion lagde ud med et stille nummer kun akkompagneret af sit eget guitarspil. Så kom bandet på banen med ”True Love Is Gentle”, ”Cloud Nine”, ”Good Girl” og ”Never Ever” fra det nye album, inden Laubek og co. kastede sig over numre fra de foregående albums.
Undervejs fik Randi Laubek fortalt lidt om sine inspirationskilder, der både omfattede Susanne Vega, som var populær, da Randi var teenager i Voersaa, forfatterinden Virginia Woolf, mentale billeder af spækhuggere med mere.
Vokalt er Randi Laubek en fantastisk sanger, som i samme sang formår at bevæge sig fra det dybe register til det høje og fra at synge med lillepigestemme til en næsten fuldtonet kraftig sopranstemme, og så har hun en karakteristisk frasering, der gør, at man altid kan genkende hendes stemme.
Genremæssigt er Randi Laubek svær at placere. Der er elementer af jazz, Americana, reggae og asiatisk musik – men først og sidst er hun sin egen. Det er ikke mainstream musik, men sange, der trænger sig på, jo mere man lytter.
Bandet, der var med, bestod af Jonas Berg (keyboard og piano), Gustaf Ljungreen (guitar og lapsteel), og Emil de Waal (trommer og percussion) og de lagde en utrolig både diskret og (når det var nødvendigt) markant backing. Det var en fornøjelse at se, hvordan Emil de Waal fægtede med trommestikker og masser af percussion, at se hvordan Jonas Berg til tider helt krumbøjet over sit keyboard levede sig helt ind i musikken og høre, hvordan Ljungreens guitarspil gav sangene kant.
Aftenen sluttede med ”Tapestry of Fire” fra ”Ducks and Drakes albummet og en kraftig reggae-inspireret ”What you Feel Like” fra ”Figures of Eight”.
En fyldt Maskinhallen belønnede da også velfortjent Randi Laubek og band med stående ovationer. I øvrigt stor ros til lydsiden, som var helt i top.
