Gå til hoved-indhold
01. juli 2024 - kl. 11.07

Julekoncert med Grand Prix-vinder og New Orleans-entusiast

  • 1 af 1
    Anne Herdorf og Esben Just kan opleves fredag 20. december i Frederikshavn Kirke.
Af: Michael Frederiksen

I dag begynder billetsalget til Knivholts Venners julekoncert, som i år finder sted fredag 20. december kl. 19.00 i Frederikshavn Kirke. Publikum kan glæde sig til at opleve Anne Herdorf og Esben Just.

- I 2023 havde vi en fantastisk koncert med sopranen Lise Robenhagen Hjørnet, som med sig havde tre dygtige kvindelige musikere. Det blev en stor succes. I år bliver julekoncerten dog meget anderledes på den måde, at vi har lavet en aftale med Anne Herdorf og Esben Just, fortæller Mogens Nyeng Hansen, Knivholts Venners flittige koncertarrangør.

Det er en ny konstellation, der kan opleves i Frederikshavn Kirke.

- Det bliver lidt spændende. Esben Just, der voksede op i en præstegård, er kendt for sin passion for New Orleans-musikken, mens Anne Herdorf først og fremmest huskes for sin førsteplads i Dansk Melodi Grand Prix i 1987 med sangen "En lille melodi", siger Mogens Nyeng Hansen.

Sammen er de klar til at sprede juleglæde i Frederikshavn Kirke med en smuk blanding af traditionelle julesange som "Dejlig er jorden", "Kimer i klokker" og "Glade jul" samt overraskende musikalske afstikkere, blandt andet gospelsange fra den rytmiske New Orleans-skuffe.

- Det bliver spændende at høre Anne og Esben til en julekoncert. Esben er jeg vild med. Jeg har hørt koncert med ham flere gange og har haft ham i tankerne flere gange til en koncert på Knivholt, men nu kom muligheden, så jeg glæder mig, og det kan alle andre også roligt gøre. Det bliver godt, lover Mogens Nyeng Hansen.

Billetter kan købes her. Prisen er 150 kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...