Intet gennembrud i sag om mistænkeligt dødsfald
Nordjyllands Politi betegner stadig dødsfaldet i Strandgade i Sæby som mistænkeligt, og der pågår derfor fortsat en hel del efterforskning i sagen, før politiet kan konkludere, hvorvidt der er tale om en ulykke, eller om der eventuelt måtte ligge en kriminel handling bag sagen.
Nordjyllands Politi har det meste af dagen været til stede i Sæby, fordi man i en ejendom fandt en livløs 70-årig kvinde. Blandt andet har uniformeret politi og kriminalteknikere arbejdet på stedet. De pårørende til afdøde er underrettet.
- Vi har en del efterforskningsarbejde foran os endnu, før vi har hele hændelsesforløbet fuldt belyst. Vi skal for eksempel foretage yderligere afhøringer, have svar på en række af vores tekniske undersøgelser, og der skal foretages retsmedicinske undersøgelser, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov, i en pressemeddelelse.
Nordjyllands Politi fik kl. 5.30 meldingen om en død kvinde i Sæby. Der var tale om en kvinde på 70 år, som boede sammen med sin mand i et hus i det centrale Sæby. Anmeldelsen blev foretaget af en person på adressen,





































