Gå til hoved-indhold
13. februar 2024 - kl. 11.02

Imponerende fremmøde til fredagsfest overrumplede Arena Nord

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af: Michael Frederiksen

I fredags åbnede Arena Nord for første gang dørene til Åben Arena. Hele 800 børn og godt 400 forældre var med til at skabe en kæmpe fest for børnene i Frederikshavn og omegn. Målgruppen var børn i 1. til 5. klasse.

- Det synes vi, er helt fantastisk. Vi må bare konstatere, at der er behov for en aften, som på en uformel måde giver børnene nogle gode rammer til at deltage i selvvalgte aktiviteter og skabe nye venskaber og mødes på tværs af skoler, klasseårgange og sportsgrene/hobbyer, siger udviklingschef Dennis Larsen, Arena Nord.

Han er samtidig den første til at beklage, at den store tilstrømning gav arrangørerne udfordringer.

- Vi kan vist roligt sige, at vi blev overrasket i døren over antallet af deltagere. Vi er derfor godt klar over, at der er ting, som kan forbedres. Det vil vi have styr på til næste Åben Arena. Her vil vi have flere, som er klar til at tage imod i indgangen og samtidig skabe flere boder, så vi undgår for lang kø såvel ude som inde, lover Dennis Larsen.

Arena Nord ønsker med idrætten at bidrage til, at alle børn har mulighed for at være en del af et fællesskab.

- Netop dette oplevede vi i fredags. Både piger, drenge, forældre, børn fra modtagerklasser, specialklasser, børn udenfor foreningslivet og mange flere var rundt til mere end 10 aktiviteter i hele vores Arena, fortæller Dennis Larsen.

På trods af udfordringerne er dét, der fylder mest, de mange positive tilkendegivelser fra deltagere og aktører.

- Vi glæder os allerede til at holde Åben Arena næste gang, smiler Dennis Larsen.

FfI Fodbold, Frederikshavn Badmintonklub, FfI Brydeklub, FfI Håndbold, Frederikshavn Blackhawks og JAM Frederikshavn Cheerleaders stod for aftenens aktiviteter. Sidstnævnte lavede i tillæg til aktiviteterne en flot opvisning.

Sydbank Fonden støttede arrangementet med 25.000 kroner. Pengene blev brugt til indkøb af et UV-lyssystem, ansigtsmaling og mindre aktiviteter, der også kan bruges til andre arrangementer i huset.

- Vi er glade for at kunne bakke op om et initiativ, der sætter fokus på at få børn involveret i foreningslivet og skabe gode oplevelser omkring en aktiv og sjov hverdag. Det er fantastisk, at Arena Nord og hele seks foreninger byder børnene indenfor, så de kan prøve og se, om der er noget der passer til dem, siger Cathrine Billund Kallehauge, områdeassistent i Sydbank.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...