Hospice Vendsyssel udvider med kursus-/videnshus
Hospice Vendsyssel på Suderbovej i Frederikshavn udvider med en tilbygning på 185 kvadratmeter, som indtil videre kaldes for et kursus-/videnshus.
- Vi vil gerne være med til at udbrede kendskabet til palliation igennem foredrag og undervisning, og vi står ofte i situationer, hvor vi mangler plads til dette. Med denne tilbygning bliver vores muligheder meget bedre. Huset skal selvfølgelig også bruges til arrangementer på hospice som pårørendeaftener og café for efterlevende, skriver Hospice Vendsyssel på Facebook.
Tilbygningen bliver integreret med det eksisterende byggeri via et orangeri, som skal være til gavn for patienter og pårørende.
- Vi glæder os til at komme i gang, og processen kan selvfølgelig følges på Facebook, oplyser Hospice Vendsyssel.
Bestyrelsesmedlem Kirsten Morild Vincent Andersen, der også er regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet, oplyser til Kanal Frederikshavn, at hovedparten af finansieringen kommer fra donation og fondsmidler, blandt andet støtter Melsen Fonden.
- Det har været en mærkesag for mig, at disse donationer skulle ud og arbejde, så de kom til gavn med større viden om palliation for brugere af hospice og også til dem, der ikke når at komme på hospice, pårørende samt undervisning af unge og meget mere, siger Kirsten Morild Vincent Andersen.