Hashmat Qaderi har åbnet Papas Pizza i Rimmensgade
Frederikshavn har fået et nyt pizzeria. Det er første gang, at Hashmat Qaderi har foden under eget bord i restaurationsbranchen.
Papas Pizza hedder Frederikshavns nye pizzeria. Det ligger i Rimmensgade 2C - tæt på gågaden - hvor der de senere år har været flere forskellige spisesteder, blandt andet Ayhan's Pizza & Grill og PizzaNow.
Nu er det Hashmat Qaderi, som har lejet sig ind i lokalet. Han stammer fra Afghanistan, men flyttede for fem år siden til Frederikshavn.
Det er første gang, at han forsøger sig som selvstændig, men han kender branchen. Han har blandt andet arbejdet i Pizza Time ved siden af OK-tanken på Gl. Skagensvej.
Papas Pizza signalerer italiensk pizza, men der kan også købes pasta, burgers, durum med mere i Rimmensgade 2C.
Hashmat Qaderi slog dørene op i går. Der er åbent fra kl. 11-21 alle ugens syv dage. Trods placeringen centralt i byen ønsker Hashmat Qaderi ikke at holde åbent om natten fredag og lørdag.