Elever på Frederikshavn Handelsskoles erhvervsuddannelser på brobygning hos UCN
Onsdag var 35 elever fra EUD & EUX Business på Frederikshavn Handelsskole studerende på UCN for en dag. Brobygningsforløbet har til formål at vise eleverne, at der også er gode muligheder for videreuddannelse med en erhvervsuddannelse.
Skoleskemaet var onsdag erstattet med et dagsprogram på UCN i Aalborg – University College Nordjylland - for 35 elever i klasserne 1XY og 2V på Frederikshavn Handelsskole.
Eleverne er ved at tage grundforløb 1 og grundforløb 2 på EUD og EUX Business rettet mod brancherne detail, handel og kontor, men skulle være studerende på UCN for en dag.
Igennem dagen arbejdede de med oplevelser ud fra casen Aalborg Karneval på uddannelsen Service- og Oplevelsesøkonom, som fra september også udbydes på Uddannelsescenter Frederikshavn for første gang. Dagen sluttede af med et besøg og oplæg i Aalborg Zoo.
- Vi vil med dagen gerne vise vores elever de mange muligheder, de har med en erhvervsuddannelse. Ligesom vi tager på virksomhedsbesøg hos lokale virksomheder, så tager vi nu også på UCN for at vise dem nogle af de videreuddannelsesmuligheder, som de har med en erhvervsuddannelse, siger Anne Mose, uddannelseschef på EUD og EUX Business på Frederikshavn Handelsskole.
Rasmus Walther, elev i 2V:
- Det var en spændende dag på UCN, og jeg blev faktisk overrasket over, hvor mange muligheder der er for at læse videre med en erhvervsuddannelse på for eksempel UCN. Det fungerede godt med klasseundervisning, og vi havde rigtig fed case med Aalborg Karneval, hvor vi skulle tænke kreativt.
Brobygningsforløbet på UCN er en aktivitet i projektet Sammenhængende og motiverende karriereforløb fra grundskole til videregående uddannelse, som har fokus på mulighederne med en erhvervsuddannelse. Projektet er støttet af Region Nordjyllands Uddannelsespulje og er et partnerskab mellem TECH College Aalborg, Frederikshavn Handelsskole, AMU Nordjylland, SOSU Nord, EUC Nordvest, EUC Nord og UCN.
- Vi ønsker at oplyse vores egne elever og elever i grundskolen - og deres forældre - om alle de muligheder, der åbner sig med en erhvervsuddannelse. Det kan både være en karriere i erhvervslivet eller at læse videre, når deres læretid er slut. Nogle tror ikke, at man kan læse videre med en erhvervsuddannelse, men det kan man godt. Det vil vi gerne øge bevidstheden om med dette projekt, så endnu flere får lyst til at tage en erhvervsuddannelse, fordi de ved, at alle døre står åbne. Erhvervsuddannede er efterspurgte i erhvervslivet, og de kan også få en stærk profil med en videreuddannelse, fordi de bibringer noget praktisk erfaring, siger Anne Mose.
Foruden brobygningsforløb på UCN kommer der også en formidlingskampagne og øget vejledning om mulighederne med en erhvervsuddannelse for elever i grundskolen.