Det bliver en aften med musik fra 50'erne i Østre Lade på Knivholt
Knivholts Venner holder sommerferie, hvad angår musikalske arrangementer, men flere spændende bands dukker op i efteråret.
- Vi har haft et dejligt og tilfreds publikum i foråret og glæder os til vores næste arrangement med Billybobbers, som er 13. september. Her skal publikum glæde sig til et genhør med mange af de gamle sange og melodier fra 50'erne, fortæller koncertarrangør Mogens Nyeng Hansen, Knivholts Venner.
Billybobbers gør det muligt at genopleve den uforglemmelige tid og spiller rock´n roll, som den blev spillet i rockens barndom i 50'erne.
- De fortolker numre af Elvis Presley, Carl Perkins, Johnny Cash, Bill Haley og mange andre og serverer dem i et autentisk og nærværende sceneshow, der virkelig sender publikum på en rejse tilbage til rockens rødder, siger Mogens Nyeng Hansen.
Så er du til fed rock´n roll og ægte rockabilly, er det bare om at kridte danseskoene og komme ud af huset, når Bobberne tager dig med på denne musikalske rejse.
Billybobberne spiller tre sæt á 45 minutter. Et af disse sæt er et specielt sæt med danske viser som for eksempel Otto Brandenburg, Holger Drachmann, Jeppe Åkjær, Four Jacks med videre.
De to næste sæt bliver der kørt hårdt på med 50'ernes rockabilly i Østre Lade på Knivholt.