COVID-19: Online-kurser hitter hos EUC Nord
Stort behov for corona-uddannet rengøringspersonale giver travlhed hos EUC Nord, der fysisk er placeret i både Frederikshavn og Hjørring.
For en uge siden begyndte EUC Nord at udbyde et online-kursus henvendt til rengøringsassistenter, som skal arbejde ud fra de retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har udstukket i forhold til COVID-19. I løbet af ugen har EUC Nord haft 150 gennem kursusforløbet, som man tager online i løbet af et par timer.
- Der er et stort behov for kurser af denne type, og vi forventer, at tilgangen fortsætter i den kommende tid. Lige efter personlig adfærd er hygiejne og rengøring ekstremt vigtigt for at inddæmme smittespredningen af COVID-19. Derfor er rengøringspersonalets viden og kompetencer også af vital betydning, når vi skal beskytte hinanden.
Sådan lyder det fra uddannelseschef Dennis Kindberg fra EUC Nord, når han skal fortælle om professionel rengørings betydning ved inddæmning.
Kurset, som kaldes "COVID-19 Rengøringshygiejne", gennemføres online. Deltageren får viden om de specifikke retningslinjer fra Sundhedsstyrelsens vejledning relateret til rengøring, personlig hygiejne og minimering af smittespredning.
Dennis Kindberg fortæller yderligere, at man også har startet et online-heldagskursus, som kommer mere i dybden med emnet.
Markedschef Kasper Boelskifte-Jensen fra EUC Nord har også bidt mærke i at online-kurser slår igennem i øjeblikket:
- På grund af COVID-19 er vores normale kursusaktivitet helt underdrejet, og vi har derfor udviklet mere end 20 forskellige online-kurser, vi udbyder i øjeblikket. Nogle har mere succes end andre, men det er helt tydeligt, at der er en meget stor interesse for at tage kurser online, hvis vi rammer de rigtige behov. Og online-undervisning har den fordel, at vi kan udbyde dem ret hurtigt, da planlægningen er noget nemmere – især hvis det er kurser, som kursisterne kan tage, når det passer dem. Vores evaluering af de kurser, vi allerede har afviklet, er gode, så vi fortsætter med at udvikle nye kurser indenfor stort set alle brancher, lover markedschefen.





































