150 tilskuere overværede WH's første officielle træning i denne sæson
Frederikshavn White Hawks' første officielle træning i denne sæson samlede torsdag aften omkring 150 tilskuere i Nordjyske Bank Arena. Kun én spiller manglede. Finnen Rasmus Lahnaviik mangler sit udstyr, som er strandet i Helsinki. Eetu Mäkis udstyr er heller ikke kommet til Frederikshavn, men han trænede med lånt udstyr i aften.
- Det var dejligt at mærke interessen fra publikum, og det blev bemærket blandt spillerne, siger Rasmus Søndergaard.
Cheftræner Patric Wener havde spillerne på is i en time. Aftenens træning handlede blandt andet en del om de systemer, som den svenske træner ønsker at anvende i Frederikshavn.
Det er tydeligt, at det kommer til at gå hurtigt fremad, når høgene erobrer pucken.
Der blev også spillet til to mål, og der er ingen tvivl om, at de fremmødte fans ivrigt diskuterede, hvordan kæderne kommer til at se ud. Et godt bud på en førstekæde kunne være netop de to finske spillere og Christopher Frederiksen.
Andenkæden kunne være canadieren Todd Winder, Mikkel Bertelsen og rutinerede Robin Johansson. At dømme ud fra aftenens træning ligner den 33-årige svensker en klog og dygtig spiller, som White Hawks får stor glæde af.
En tredjekæde med Sebastian Brinkman, Thomas Søndergaard og Jonas Jakobsen er umiddelbart et godt bud.
White Hawks træner igen fredag kl. 19.00. Der er ingen istræning i weekenden. Fra på mandag trænes der fra kl. 15.00 til 16.15, hvilket bliver sæsonens foretrukne træningstid.
Første træningskamp er fredag 11. august kl. 19.00 ude mod Aalborg Pirates.