Gå til hoved-indhold
13. maj 2014 - kl. 03.05

Sindal-firmaet Hytek udvider igen i Fr.havn

  • 1 af 5
    FOTO: Simon Bang Jensen
  • 2 af 5
    FOTO: Simon Bang Jensen
  • 3 af 5
    FOTO: Simon Bang Jensen
  • 4 af 5
    FOTO: Simon Bang Jensen
  • 5 af 5
    Med den nye overbygning får Hytek A/S nu 1.500 etagekvadratmeter til rådighed i Frederikshavn. Foto: Simon Bang
Af: Simon Bang Jensen

Godt halvandet år efter åbningen af Hytek A/S-filialen på Knoten 7 i Frederikshavn og kun et halvt år efter indvielsen af det nye værksted til Hysafe udvider virksomheden igen ved havnen med større administration i en helt ny overbygning. Administrerende direktør Johnny Hauberg rykker selv med, og han glæder sig til at blive en del af det maritime miljø ved havnen i Frederikshavn forud for den kommende havneudvidelse.  

Fra januar 2013 overtog Hytek alt Nordmarines produktion og aktivitet under navnet Hysafe. Hytek og Hysafe beskæftiger godt 62 mand fordelt på Sindal og Frederikshavn, og begge virksomheder står stærkt indenfor de maritime områder, og branchen er samtidig i kraftig fremmarch. Især reparation af redningsbåde, som Hysafe beskæftiger sig med, er i vækst, og det betyder, at man siden opstarten i november har udvidet fra to til nu fem medarbejdere i Frederikshavn.

Hytek, som blandt andet beskæftiger sig med et til femårs syn af kraner, davider og livsbåde samt hydrauliske og mekaniske anlæg - både til industrien og den maritime branche, står også stærkt, og med en omfattende havneudvidelse i sigte, er udvidelsen på Knoten, ifølge direktør Johnny Hauberg, den helt rigtige beslutning.

- Vi er mange, som har ventet på en havneudvidelse i adskillige år, og det er bare nødvendigt at komme tættere på vores kunder, især de maritime, så derfor er det helt naturligt at udvide aktiviteterne i Frederikshavn, siger Johnny Hauberg, som overlader driften af virksomheden i Sindal til driftsdirektør Tom Samson. 

Med udvidelsen af den nye bygning på Knoten får Hytek A/S i alt 1500 etagekvadratmeter af gøre godt med, hvilket blandt andet betyder mere plads til administration, mødelokaler og andre personalefaciliteter. Virksomheden har lejet værftets gamle uddannelsesområde af Frederikshavn Havn, hvor det samlede grundareal er på hele 6.000 kvadratmeter, og desuden købt de eksisterende bygninger af Studsgaard, så der er rig mulighed for yderligere ekspansion, hvis behovet og økonomien følges ad.

Den nye bygning er karakteriseret af en meget iøjnefaldende tagkonstruktion, som er formet som et skib - en videreførelse af hovedbygningen i Sindal, og et helt bevidst valg af direktør Johnny Hauberg.

- Det handler i bund og grund om genkendelighed, og det er vigtigt at signalere til omverdenen, så vore kunder såvel som konkurrenter kan se, hvad det er, vi laver. Taget med hydralikcylinderne er et kendetegn for Hytek A/S, lyder beskeden.

Johnny Hauberg ser, som mange andre virksomhedsejere på eller omkring havnen i Frederikshavn, utroligt meget frem til den massive havneudvidelse, der forventes at skabe langt større aktivitet og vækst i kommunen. Hytek-direktøren roser især det gode samarbejde og høje professionalisme, som virksomhederne på havnen er kendt for, og han glæder sig til at blive en endnu større del af det maritime miljø i Frederikshavn.

- Det er især det maritime, som vi kan heroppe i Nordjylland, hvor virksomhederne blandt andet er kendt for kvalitet og rettidig omhu. Frederikshavn Havn har et godt ry, og der er et godt samarbejde kørende mellem de forskellige virksomheder på havnen, så det ser jeg frem til også at være en større del af, fortæller han.

Det nye byggeri skal stå færdigt sidst i juni, så inden sommerferien er en optimistisk Johnny Hauberg klar til at sætte sig i direktørstolen i Frederikshavn.  

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...